Indledning

MC38-cellelinjen — også kendt som MCA-38, MCA 38, MCA38, MC-38, MC-38 B/6, Mouse Colon 38, Colon 38, Colon-38, Colon38, Murine Carcinoma-38 og C38 (Cellosaurus-accessionsnummer CVCL_B288) — er en af de mest anvendte musemodeller inden for forskning i kolorektal kræft og immuno-onkologi. Den oprindelige tumor blev induceret med kræftfremkaldende 1,2-dimethylhydrazin (DMH) hos C57BL/6-mus og beskrevet af Corbett og kolleger i 1975 [1]; cellelinjen blev efterfølgende etableret i kultur af Tan, Holyoke og Goldrosen i 1976 [2]. MC38-cellernes syngene kompatibilitet med C57BL/6-mus, deres høje mutationsbyrde og deres reaktionsevne over for immuncheckpoint-hæmmere har gjort dem til et uundværligt redskab til undersøgelse af neoplasmer i tyktarmen, kræftvacciner, CD8-positive T-lymfocytresponser, tumorassocierede makrofager og biologien bag PD-1-signalvejen (programmed cell death 1-receptoren). Modellen danner fortsat grundlag for fremskridt inden for kræftimmunterapi, genterapi og opdagelsen af neoantigener.

De vigtigste pointer

• MC38 er en cellekultur af adenokarcinom fra musens tyktarm, der er syngen med musestammen C57BL/6, og som stammer fra en DMH-induceret tumor.
• Cellelinjen har en høj mutationsbyrde og udtrykker neoantigener, der genkendes af CD8-positive T-lymfocytter — men hvilke neoantigener der er til stede, afhænger af underlinjen (se nedenfor).
• MC38 er følsom over for immuncheckpoint-hæmmere, hvilket gør den til en udbredt model inden for forskning i PD-1/PD-L1-signalvejen.
• Modellen er blevet anvendt i vid udstrækning i udviklingen af kræftvacciner, cytokin-genterapi og undersøgelser inden for tumorimmunologi.
• Der findes betydelige forskelle i genom- og transkriptomdata mellem MC38-sublinjer fra forskellige databaser. De velkendte neoepitoper Rpl18 og Adpgk er til stede i Leiden-sublinjen (MC38-L), men fraværende i Kerafast/NCI-sublinjen (MC38-K), som derfor ikke genkendes af de tilsvarende T-celler. Omhyggelig udvælgelse af kilder og dokumentation af herkomst er afgørende. [3]
• Der findes en lang række genetisk modificerede stammer (knockout-, reporter- og overekspressionsstammer), hvilket udvider modellens eksperimentelle anvendelsesmuligheder.

Hvad er MC38?

MC38 er en transplanterbar cellelinje af adenokarcinom fra tyktarmen, der stammer fra mus, og som er klassificeret som en kræftcellelinje i Cellosaurus-databasen (CVCL_B288). Linjen stammer fra en hunmus af typen C57BL/6 af ukendt alder, der bar på et adenokarcinom i tyktarmen (musekolons adenokarcinom, NCIt C120044). Corbett og kolleger inducerede 82 tyktarmstumorer på tværs af fire indavlede musestammer som led i et systematisk forsøg på at etablere transplanterbare tyktarmstumormodeller til kemoterapiforsøg; fire tumorer overlevede den første transplantation og gik ind i seriel passage [1]. Tan, Holyoke og Goldrosen beskrev efterfølgende metoder til selektiv dyrkning af MCA-38-linjen in vitro og bemærkede, at fibroblastoide elementer kunne fjernes ved trypsinbehandling, hvilket resulterede i en stabil epitelpopulation [2]. Cellosaurus angiver en fordoblingstid på 24,3 timer for MC38 [4], og cellelinjen opbevares som en adhærent kultur. Omics-karakteriseringen har omfattet hel-exomsekventering, transkriptomik ved hjælp af mikroarray og RNA-seq, proteomik af MHC klasse I-peptidomet, SNP-array-analyse samt sekventering af mitokondriegenomet. (Cellosaurus registrerer peptidom-oplysningerne under den generiske betegnelse »HLA klasse I-peptidom«; museceller præsenterer peptider på H-2-molekyler, ikke HLA-molekyler.)

Oplysninger om MC38-cellekultur

Bemærkning om sublinjespecifikke betingelser: Ovenstående medium svarer til de dyrkningsbetingelser, der er rapporteret for den Kerafast/NCI-afledte sublinje (MC38-K). Leiden-sublinjen (MC38-L) opbevares i IMDM med 8 % FBS, 2 mM L-glutamin og 50 µM 2-mercaptoethanol [3]. Brugerne bør overholde de betingelser, som deres leverandør har fastsat.

Fordelene ved MC38-celler

En af de største styrker ved MC38-celler er deres syngene kompatibilitet med den bredt tilgængelige C57BL/6-musestamme. Denne kompatibilitet giver forskerne mulighed for at undersøge interaktioner mellem tumor og immunsystem i en fuldt immunkompetent vært, hvorved man undgår de forstyrrende faktorer ved immundefekt, der begrænser den translationelle værdi af xenotransplantationsmodeller. Det intakte immunsystem muliggør en grundig evaluering af CD8-positive T-lymfocytresponser, biologien hos tumorassocierede makrofager, naturlige dræbercellers aktivitet samt hele spektret af adaptiv og medfødt antitumorimmunitet.

Da forældretumoren blev kemisk induceret med DMH, har MC38 en høj tumor-mutationsbyrde og udtrykker immunogene neoantigener, hvilket er påvist gennem hel-exom-sekventering og analyse af MHC klasse I-peptidomet [5]. Denne baggrund med et højt indhold af neoantigener gør, at modellen reagerer på immuncheckpoint-hæmmere, der er rettet mod PCD1-receptorsignalvejen [3], hvilket er en af grundene til, at den ofte anvendes som analog for den hypermuterede undergruppe af humane kolorektale kræftformer, der reagerer på sådanne behandlinger. Cellelinjens reaktionsevne over for immunterapi har gjort den til et af de standardprækliniske redskaber til evaluering af nye kombinationer af immuncheckpoint-hæmmere og kræftvacciner. Bemærk, at de specifikke neoantigener, der er til stede, afhænger af den anvendte sublinje [3].

Et omfattende økosystem af genetisk modificerede MC38-afledte cellelinjer udvider yderligere modellens anvendelsesmuligheder. Knockout-linjer rettet mod immunregulatorer såsom PD-L1 (Cd274), B2m og CD47 samt reporterlinjer, der udtrykker luciferase eller fluorescerende proteiner, er katalogiseret i Cellosaurus som afledninger af CVCL_B288 og udgør færdige værktøjer til mekanistiske studier og in vivo-billeddannelsesundersøgelser. En fordoblingstid på ca. 24 timer [4] muliggør en effektiv eksperimentel gennemstrømning og gør det muligt at foretage genetisk manipulation af cellelinjen — ved hjælp af lentivirus [12], retrovirus [10], og elektroporering [3] — er blevet påvist i en lang række offentliggjorte undersøgelser.

Begrænsninger ved MC38-celler

En væsentlig begrænsning ved MC38-modellen er den dokumenterede heterogenitet mellem sublinjer med forskellig oprindelse. I en undersøgelse fra 2023 foretog Schrörs og kolleger en sammenlignende eksom- og transkriptomsekventering af MC38-celler fra Kerafast (med oprindelse i NCI/NIH, MC38-K) og fra Leiden University Medical Centers samling (MC38-L) og fandt væsentlige forskelle i mutationsprofiler, ploidi og neoantigenekspression [3]. MC38-L indeholdt ca. 1,3 gange flere enkeltnukleotidvariationer samt små indsættelser og deletioner end MC38-K, kun 35,3 % af de ikke-synonyme varianter og 5,4 % af fusionsgenhændelserne var fælles, og den udledte ploidi var to for MC38-K mod fem for MC38-L. Af afgørende betydning var det, at de velkarakteriserede neoepitoper Rpl18 og Adpgk manglede i MC38-K, hvorfor T-celler, der var dannet mod disse, genkendte og dræbte MC38-L, men ikke MC38-K. Resultater opnået med én MC38-underlinje kan derfor muligvis ikke gentages med celler fra en anden kilde.

I et bredere perspektiv har SNP-array-profilering sat fokus på problemet med aneuploidi og krydskontaminering blandt almindeligt anvendte musecellelinjer; MC38 var en af de 99 linjer, der indgik i dette panel, hvoraf 15 afveg væsentligt fra deres rapporterede genetiske baggrund [6]. Undersøgelsen rapporterer ikke om nogen specifikke fejl i autentificeringen af MC38, men den viser, at STR-profilering alene muligvis ikke er tilstrækkelig til at skelne mellem underlinjer, der stammer fra den samme indavlede stamme, og at den ikke afslører karyotypiske ændringer. Forskere, der arbejder med MC38, bør anvende strenge autentificeringsmetoder og dokumentere den nøjagtige herkomst af de celler, der anvendes i hver enkelt undersøgelse.

Man skal være forsigtig med terminologien omkring MC38’s immunogenicitet. Artikler fra 1990'erne og begyndelsen af 2000'erne beskriver rutinemæssigt MC38 som en "dårligt" eller "svagt" immunogen tumor, fordi umodificerede celler vokser progressivt i immunkompetente C57BL/6-mus [10] [11] [19]. Den nyeste litteratur inden for immuno-onkologi fremhæver i stedet sygdommens høje mutationsbyrde og følsomhed over for checkpoint-hæmmere [3]. Begge beskrivelser er korrekte i deres respektive sammenhæng, og læserne bør ikke opfatte dem som modstridende.

Som en kemisk induceret tumor hos mus afspejler MC38 ikke den sekvens af drivermutationer, der er typisk for kolorektal kræft hos mennesker. Cellosaurus indeholder ingen kurateret sekvensvariationspost for denne linje, men fraværet af en annotation er ikke bevis for, at der ikke forekommer drivermutationer: Schrörs og kolleger påviste for eksempel en Smad4-mutation i MC38-L, som ikke var til stede i MC38-K [3]. Da de to underlinjer adskiller sig så markant fra hinanden, bør man undgå generelle udsagn om »det« mutationslandskab, der kendetegner MC38, og forskerne bør verificere genotypen for deres egen stamme. Endelig indeholder Cellosaurus-artiklen en advarsel vedrørende et offentliggjort MCA38-mitochondriegenom: den deponerede sekvens (KM820832.1) er en rotte-sekvens, der er mærket som stammende fra »rotteisolat 406«, på trods af at MC38 er af murin oprindelse [7], hvilket understreger vigtigheden af at verificere de offentliggjorte sekvensdata, der er knyttet til denne linje.

Se de fulde specifikationer og bestil

Anvendelser af MC38-celler

Kræftimmunterapi og forskning i immuncheckpoints

MC38-modellen er blevet en hjørnesten i forskningen i immuncheckpoint-hæmmere på grund af dens høje mutationsbyrde og følsomhed over for PD-1/PD-L1-blokade. Yadav og kolleger anvendte MC38 sammen med en anden musemodel til at udvikle og validere en pipeline baseret på massespektrometri og eksomsekventering til forudsigelse af immunogene tumormutationer. Af de mere end 1.300 identificerede aminosyreændringer blev ca. 13 % forudsagt at binde til MHC klasse I, hvoraf en lille andel blev bekræftet ved massespektrometri; strukturel modellering viste, at mutationer, der var udsat for opløsningsmidler, var de immunogene, og vaccination af mus bekræftede, at hvert forudsagt peptid fremkaldte terapeutisk aktive T-celle-responser [5]. Denne banebrydende undersøgelse etablerede MC38 som et referencesystem for opdagelse af neoantigener og bidrog til at definere principper, der nu anvendes i udviklingen af personaliserede kræftvacciner.

Forskningen i glykan-medieret immunregulering har også bygget på MC38. Cornelissen og kolleger anvendte CRISPR/Cas9 til at slå CMAS fra, som koder for et nøgleenzym i sialyleringsvejen, og ophævede dermed fuldstændigt ekspressionen af sialinsyre på celleoverfladen [8]. I modsætning til forventningen voksede disse fuldstændigt desialylerede MC38-celler signifikant hurtigere in vivo end kontrolcellerne, udviste reducerede frekvenser af CD8-positive T-celler i tumoren og inducerede apoptose hos CD8-positive T-celler på en antigenuafhængig måde. Lav CMAS-ekspression korrelerede også med kortere recidivfri overlevelse i en kohorte af patienter med kolorektal cancer. Arbejdet tjener derfor som en advarsel i forhold til terapeutiske strategier, der sigter mod at fjerne sialylering i tumoren, og positionerer MC38 som et værdifuldt system til at analysere interaktioner mellem glykaner og immunsystemet.

PD-L1-billeddannelse med nye PET-sporstoffer udgør en anden aktiv anvendelse. To lineære peptidbaserede radiotracere, [^64Cu]/[^68Ga]HKP2201 og dets dimer HKP2202, blev valideret i musemodeller med MC38-tyktarmskræft og B16F10-melanom-allotransplantater, hvor PD-L1-ekspressionen blev bekræftet ved immunofluorescens og immunhistokemi i både cellelinjerne og deres tumorer [9]. Undersøgelser af kompetitiv binding og blokering bekræftede målspecificiteten, og PET-billeddannelse samt ex vivo-biodistribution viste markant tumoroptagelse med hurtig udskilning fra blodet og de vigtigste organer. MC38-allotransplantatet udgjorde således en af referenceplatformene til vurdering af sporstofspecificiteten i den translationelle udvikling af ikke-invasiv billeddannelse af immuncheckpoints.

Cytokin-genterapi og konstruerede ekstracellulære vesikler

MC38-celler er blevet anvendt i vid udstrækning som en svagt immunogen model til at teste cytokinbaserede genterapistrategier. Hiroishi og kolleger viste, at transduktion af MC38-celler med et interferon-alfa (IFN-α)-gen forårsagede afstødning af de modificerede celler hos 13 ud af 15 immunkompetente mus, og at blanding af IFN-α- og CD80-transducerede celler frembragte synergistiske antitumoreffekter, med afstødning hos 14 ud af 15 dyr [10]. Eguchi og kolleger udvidede dette arbejde ved direkte at sammenligne IFN-α- og interleukin-12 (IL-12) i MC38 og fandt, at IFN-α inducerede tumorspecifikke cytotoksiske T-lymfocytresponser og langvarig immunitet, mens IL-12 primært stimulerede ikke-specifik afdræbning, der involverede både CD8-positive T-celler og naturlige dræberceller [11].

Rossowska og kolleger ydede et afgørende bidrag til dette felt ved at modificere MC38-celler til at frigive ekstracellulære vesikler (EV'er) fyldt med immunstimulerende indhold [12]. Ved hjælp af lentivirale vektorer genererede forfatterne MC38-sublinjer, der overeksprimerede murint IL-12, udtrykte shRNA rettet mod TGF-β1 eller begge dele, og viste, at genetisk modifikation af stamcellerne er en effektiv metode til at indpakke de relevante molekyler i både tumorafledte eksosomer og mikrovesikler. Modificerede eksosomer hæmmede tumorvækst hos mus med subkutane MC38-tumorer, hvorimod eksosomer fra umodificerede celler ikke gjorde det. Den mest vedvarende effekt krævede kombination med dendritcellebaserede vacciner, hvilket genoprettede antitumorimmuniteten og inducerede en systemisk Th1-respons [12]. Undersøgelsen fastslog, at modificerede MC38-afledte exosomer fungerer som et adjuvans, der kan understøtte en specifik antitumorrespons, snarere end som en selvstændig vaccine.

Eksosomer fra mesenkymale stromaceller er også blevet undersøgt i forbindelse med MC38. Xing og kolleger nedregulerede GARP i mesenkymale stromaceller og viste, at eksosomer fra disse celler (siGARP-MSC) hæmmede MC38-proliferation, -migration og -invasion in vitro, reducerede IL-6-sekretionen og delvist inaktiverede JAK1/STAT3-signalvejen [13]. Dette identificerer en parakrin akse mellem stromaceller og tumorceller, som kan være et terapeutisk mål, selvom resultaterne indtil videre er begrænset til cellekulturer. Samlet set illustrerer disse studier MC38-modellens alsidighed til evaluering af cellefrie og vesikelbaserede immunoterapeutiske strategier.

Tumorimmunologi, adhæsion og immununddragelse

Interaktionen mellem T-lymfocytter og MC38-tumorceller har været genstand for detaljeret mekanistisk undersøgelse. MacKenzie, Hoskin og Blay rapporterede først, at adhæsionen af anti-CD3-aktiverede T-celler til MCA-38-celler hovedsageligt blev medieret gennem integrinet VLA-4 (α4β1), og at den blev fremmet af proteintyrosinkinase- og proteinkinase C-signalering, mens den blev hæmmet af cAMP-afhængige signalveje, hvor reguleringsmekanismen hovedsageligt var lokaliseret i effektorcellen [14]. En senere undersøgelse fra samme gruppe præciserede billedet: antistoffer mod α4 eller β7, eller mod VCAM-1 på tumorcellerne, hæmmede adhæsionen, hvorimod anti-β1-antistoffer ikke gjorde det, hvilket identificerede α4β7–VCAM-1 som den dominerende akse. Dette arbejde viste også, at adenosin, et nukleosid, der er rigeligt forekommende i hypoxiske tumormikromiljøer, hæmmer T-celleadhæsion specifikt ved at blokere α4β7-funktionen [15]. Læseren bør bemærke, at de to artikler tilskriver forskellige β-underenheder til den samme interaktion.

Naturlige dræbercellers rolle i kontrollen af MC38-levermetastaser er blevet undersøgt hos både immunkompetente og immundeficiente værter. Cohen og kolleger injicerede leverafledte MCA-38 (LD-MCA-38)-celler fra leveren ind i ileokoliske vene og fandt, at konventionelle C57BL/6-mus fastholdt tumorcellerne i leveren og udviklede leverfoci, mens athymiske nude-mus fjernede ca. 60 % af de mærkede celler inden for 24 timer og ikke udviklede leverlæsioner [16]. Ikke-parenkymale leverceller fra nude-mus eller poly(I:C)-behandlede mus — men ikke fra ubehandlede konventionelle mus — var cytotoksiske over for LD-MCA-38, og den ansvarlige population var ikke-adhærent og asialo-GM1 (AsGM1)-positiv; behandling med anti-AsGM1 ophævede denne beskyttelse. Volpe og kolleger udvidede disse fund og viste, at udtømning med enten anti-AsGM1 eller anti-NK1.1 markant øgede antallet af leverfoci og forkortede overlevelsen, mens nedbrydning af T-celler med anti-Thy1.2 signifikant reducerede antallet af foci, hvilket indikerer, at NK-celler snarere end T-celler er de primære effektorceller, der forhindrer levermetastaser af LD-MCA-38 [17]. Johnkoski og kolleger påviste desuden, at et enkelt leverfokus af LD-MCA-38, etableret ved injektion under leverkapselen, forstærkede den cytotoksiske og proliferative funktion hos leverens ikke-parenkymale celler, øgede andelen af CD8-positive og γδ-T-celler samt forhøjede niveauerne af interleukin-6 og tumornekrosefaktor [18].

Kræftvacciner og antigenidentifikation

MC38-celler har fungeret som en pålidelig platform til udvikling og benchmarking af strategier for hel-tumorcellevacciner. Hodge og Schlom sammenlignede retrovirale og poxvirus (vaccinia)-vektorer til levering af det kostimulerende molekyle B7-1 til MC38-celler [19]. Begge vektorer inducerede tilsvarende B7-1-overfladeekspression og samme beskyttelse mod eksponering for native MC38-celler 14 dage senere. Ved en ny eksponering efter 40 dage var den retrovirale vaccine imidlertid mindre effektiv, og mod etablerede lungemetastaser var vacciniavektorbaserede vaccine signifikant bedre (P = 0,0351; P = 0,024 hos mus med vaccinia-immunitet; P = 0,0014 ved samlet analyse). Undersøgelsen konkluderede, at en poxvirus-baseret hel-tumorcellevaccine er mindst lige så effektiv som og undertiden mere effektiv end sin retrovirale modpart — et fund, der dannede grundlag for den efterfølgende kliniske anvendelse af poxvirus-baserede kræftvacciner. Lorenz og kolleger anvendte MC38-celler inficeret med et rekombinant vacciniavirus, der kodede for murint LFA-3 (CD48) til at påvise, at forstærket LFA-3-ekspression øgede T-cellernes proliferation, adhæsion og cytotoksicitet in vitro og fuldstændigt forhindrede tumorvækst i syngene C57BL/6-mus, med delvis beskyttelse mod senere eksponering med uinficerede forældreceller [20].

Identifikation af tumorantigener ved hjælp af SEREX-metoden blev anvendt på MC38 af Hampton og kolleger, som immuniserede C57BL/6-mus med MC38-celler og screenede et MC38-afledt ekspressionsbibliotek med immunsera [21]. Denne metode identificerede det endogene ekotrope leukæmi-virus-envelope (env)-protein og det murine ATRX-protein som kandidat-tumorantigener, hvilket udvidede repertoiret af kendte murine tumorassocierede antigener og tilvejebragte værktøjer til mekanistiske vaccineundersøgelser. Takeda og kolleger genererede fusionsceller fra MC38-tumorceller og dendritiske celler, herunder dendritiske celler isoleret fra værter med tumorer, og viste, at vaccination med begge præparater inducerede lige så høj cytolytisk aktivitet i miltceller mod MC38 og signifikant undertrykte etablerede MC38-lungemetastaser [22].

En særskilt genterapimetode udnyttede immuniteten over for α(1,3)-galactosyl (αGal)-epitopet. Unfer og kolleger udsatte α(1,3)galactosyltransferase (αGT)-knockout-mus, som ligesom mennesker mangler epitopet og kan danne anti-Gal-antistoffer, for αGal-udtrykkende MC38-tyktarmskræftceller [23]. Mus, der var immuniseret med kaninerytrocytter, udviklede anti-αGal-titre, der nærmede sig dem, der ses i humant serum, overvejende IgG1 og IgG3, og viste forbedret overlevelse og langsommere tumorudvikling sammenlignet med ikke-immuniserede knockout- og vildtype-kontroller. Undersøgelsen leverer in vivo-bevis for αGT som et selvmordsgen i genterapi mod kolorektal kræft; komplementmedieret lysis af αGal-transducerede celler var tidligere blevet påvist in vitro ved brug af humant serum.

Nye terapeutiske strategier og lægemiddelafprøvning

MC38-celler er blevet anvendt til at evaluere en række farmakologiske og fysiske behandlingsformer mod kolorektal kræft. Kuriyama og kolleger viste, at elektropermeabilisering markant øgede følsomheden af murine kolorektale kræftceller, herunder MC38, over for bleomycin in vitro, men ikke over for 5-fluorouracil eller cisplatin [24]. I de ledsagende in vivo-eksperimenter medførte elektrokemoterapi med bleomycin eller cisplatin fuldstændig regression af subkutane kolorektale tumorer hos henholdsvis fem og fire ud af otte dyr, en effekt der kan tilskrives øget akkumulering af lægemidlet i tumoren; den offentliggjorte rapport specificerer ikke, hvilken af de to cellelinjer der blev anvendt til disse transplantationer. Manome og kolleger anvendte MC38-celler til at påvise, at ultralydsmedieret genoverførsel kunne transfektere »naked plasmid-DNA« ind i tyktarmskarcinomceller både in vitro og i MC38-tumorer, der voksede i syngene mus, hvilket demonstrerede gennemførligheden af mekanisk ultralydsbehandling som en ikke-viral genoverførselsteknik [25].

Carboran-substituerede diclofenac-prodrugs er blevet revurderet ved hjælp af MC38-modellen. Blandt en række omdesignede forbindelser en zwitterionisk amidin med en nido-klynge, der eliminerede MC38-levedygtigheden i det lave mikromolære område, hovedsageligt ved kraftig hæmning af celledeling og moderat apoptose ledsaget af udtømning af reaktive ilt- og nitrogenarter, mens diclofenac i sig selv og de carboran-substituerede oxindoler ikke var cytotoksiske [26]. MC38-celler er også blevet anvendt i optogenetiske undersøgelser: MC38- og B16F10-celler, der udtrykker den lysstyrede udadgående protonpumpe archaerhodopsin-3 (AR3), gennemgik apoptotisk celledød ved bestråling med grønt lys, og AR3-udtrykkende tumorer, der blev transplanteret ind i C57BL/6-mus, viste markant svind eller hæmmet vækst efter bestråling [27]. Park og kolleger anvendte MC38-celler som kontrolgruppe for tyktarmskarcinom i en genterapistudie rettet mod melanom, hvor de udnyttede melanocyt-specifikke promotor-/forstærkerkonstruktioner knyttet til Escherichia coli-genet for purinnukleosidfosforylase; 96 % af MC38-cellerne forblev levedygtige efter behandling med prodruget, hvilket bekræftede den vævsbegrænsede ekspression [28].

Konklusion

MC38-celler indtager en central position i forskningen i kolorektal cancer og immuno-onkologi. Deres syngene kompatibilitet med C57BL/6-mus, høje mutationsbyrde, rige neoantigenlandskab og følsomhed over for immuncheckpoint-hæmmere gør dem samlet set til en af de mest informative prækliniske modeller til undersøgelse af kolonneoplasmer, CD8-positive T-lymfocytresponser, tumorassocierede makrofager, kræftvacciner og biologien bag programmet celledød 1-receptorvejen. Årtier med publicerede arbejder har valideret modellen inden for genterapi, adhæsionsbiologi, levermetastaser og evaluering af nye lægemidler, mens nyere studier, der udnytter ekstracellulære vesikler, PET-billeddannelse og optogenetik, fortsat udvider dens translationelle relevans. I betragtning af den dokumenterede divergens mellem sublinjer bør herkomsten registreres, og genotypen verificeres for hvert studie. Forskere, der har brug for en pålidelig, velkarakteriseret musemodel for kolorektal karcinom, kan bestille eller forhøre sig om MC38-celler direkte på cytion.com.

Vigtige publikationer

1. Corbett TH, Griswold DP Jr, Roberts BJ, et al. (1975) Sammenhæng mellem tumorinduktion og udvikling af transplanterbare kræftformer i tyktarmen hos mus til kemoterapiforsøg, med en bemærkning om kræftfremkaldende stoffers struktur. Cancer Research 35:2434–2439. PMID: 1149045
2. Tan MH, Holyoke ED, Goldrosen MH (1976) Adenokarcinomer i musens tyktarm: metoder til selektiv in vitro-dyrkning. Journal of the National Cancer Institute 56:871–873. PMID: 1255804 · DOI: 10.1093/jnci/56.4.871
3. Schrörs B, Hos BJ, Yildiz IG, et al. (2023) MC38-kolorektale tumorcellelinjer fra to forskellige kilder udviser betydelige forskelle i transkriptom, mutanom og neoantigenekspression. Frontiers in Immunology 14:1102282. PMID: 36969213 · DOI: 10.3389/fimmu.2023.1102282
4. Morimoto-Tomita M, Ohashi Y, Matsubara A, et al. (2005) Koloncarcinomceller fra mus, der er etableret med henblik på høj forekomst af eksperimentel levermetastase, udviser accelereret og forankringsuafhængig vækst. Clinical & Experimental Metastasis 22:513–521. PMID: 16320114 · DOI: 10.1007/s10585-005-3585-0
5. Yadav M, Jhunjhunwala S, Phung QT, et al. (2014) Forudsigelse af immunogene tumormutationer ved at kombinere massespektrometri og eksomsekventering. Nature 515:572–576. PMID: 25428506 · DOI: 10.1038/nature14001
6. Didion JP, Buus RJ, Naghashfar Z, et al. (2014) SNP-array-profilering af musecellelinjer identificerer deres oprindelsesstammer og afslører krydskontaminering og udbredt aneuploidi. BMC Genomics 15:847. PMID: 25277546 · DOI: 10.1186/1471-2164-15-847
7. Zhang CF, Yu XJ, Wang BY, et al. (2016) Hele mitokondriegenomsekvensen for en MCA38-cellelinje fra kolorektal kræft hos rotter. Mitochondrial DNA Part A 27:2034–2035. PMID: 25434994 · DOI: 10.3109/19401736.2014.974176 — se advarslen i Cellosaurus-opslaget CVCL_B288.
8. Cornelissen LAM, Blanas A, van der Horst JC m.fl. (2019) Forstyrrelse af sialinsyremetabolismen fremmer tumorvækst ved at øge apoptosen hos CD8+ T-celler. International Journal of Cancer 144:2290–2302. PMID: 30578646 · DOI: 10.1002/ijc.32084
9. Zhang L, Zhang S, Wu J, et al. (2023) Lineære peptidbaserede PET-sporstoffer til billeddannelse af PD-L1 i tumorer. Molecular Pharmaceutics 20:4256–4267. PMID: 37368947 · DOI: 10.1021/acs.molpharmaceut.3c00382
10. Hiroishi K, Tüting T, Tahara H, Lotze MT (1999) Interferon-alfa-genterapi i kombination med CD80-transduktion reducerer tumorigenicitet og vækst af etablerede tumorer i tumormodeller med ringe immunogenicitet. Gene Therapy 6:1988–1994. PMID: 10637450 · DOI: 10.1038/sj.gt.3301034
11. Eguchi J, Hiroishi K, Ishii S, Mitamura K (2003) Genbehandling af kræft med interferon-alfa og interleukin-12: interferon-alfa inducerer tumorspecifikke immunresponser, mens interleukin-12 stimulerer ikke-specifik afdræbning. Cancer Immunology, Immunotherapy 52:378–386. PMID: 12739068 · DOI: 10.1007/s00262-002-0367-2
12. Rossowska J, Anger N, Wegierek K, et al. (2019) Antitumorpotentiale hos ekstracellulære vesikler frigivet af genetisk modificerede murine tyktarmskarcinomceller med overekspression af interleukin-12 og shRNA for TGF-β1. Frontiers in Immunology 10:211. PMID: 30814999 · DOI: 10.3389/fimmu.2019.00211
13. Xing H, Liang C, Xu X, et al. (2020) Mesenchymale stroma-/stamcellelignende celler med GARP-knockdown hæmmer celleproliferation og invasion af musekolonkræftceller (MC38) via exosomer. Journal of Cellular and Molecular Medicine 24:13984–13990. PMID: 33155413 · DOI: 10.1111/jcmm.16008
14. MacKenzie WM, Hoskin DW, Blay J (1999) Adhæsionen af anti-CD3-aktiverede T-celler fra mus til syngene adenokarcinomceller i tyktarmen reguleres differentielt af proteintyrosinkinase-, proteinkinase C- og cAMP-afhængige signalveje i effektorcellen. Biochemical and Biophysical Research Communications 255:460–465. PMID: 10049731 · DOI: 10.1006/bbrc.1999.0232
15. MacKenzie WM, Hoskin DW, Blay J (2002) Adenosin undertrykker alfa(4)beta(7)-integrin-medieret adhæsion af T-lymfocytter til adenokarcinomceller i tyktarmen. Experimental Cell Research 276:90–100. PMID: 11978011 · DOI: 10.1006/excr.2002.5514
16. Cohen SA, Tzung SP, Doerr RJ, Goldrosen MH (1990) Betydningen af asialo-GM1-positive leverceller fra athymiske nude-mus eller mus behandlet med polyinosin-polycytidylsyre for hæmning af eksperimentelle levermetastaser af kolonispræng. Cancer Research 50:1834–1840. PMID: 2306736
17. Volpe CM, Mehta N, Kim U, et al. (1999) AsGM1+ NK-celler forhindrer metastaser af invaderende LD-MCA-38-tumorceller i den nøgne mus. The Journal of Surgical Research 84:157–161. PMID: 10357913 · DOI: 10.1006/jsre.1999.5631
18. Johnkoski JA, Tzung SP, Doerr RJ, Cohen SA (1992) Metastaser i leveren ændrer immunfunktionen hos ikke-parenkymale celler i museleveren. Archives of Surgery 127:1325–1329. PMID: 1444795 · DOI: 10.1001/archsurg.1992.01420110073015
19. Hodge JW, Schlom J (1999) Sammenlignende undersøgelser af en retrovirus- og en poxvirusvektor i helcellevacciner. Cancer Research 59:5106–5111. PMID: 10537283
20. Lorenz MG, Kantor JA, Schlom J, Hodge JW (1999) Induktion af antitumorimmunitet fremkaldt af tumorceller, der udtrykker en murin LFA-3-analog via et rekombinant vacciniavirus. Human Gene Therapy 10:623–631. PMID: 10094205 · DOI: 10.1089/10430349950018698
21. Hampton TA, Conry RM, Khazaeli MB, et al. (2000) SEREX-analyse til identifikation af tumorantigener i en musemodel for adenocarcinom. Cancer Gene Therapy 7:446–455. PMID: 10766351 · DOI: 10.1038/sj.cgt.7700124
22. Takeda A, Homma S, Okamoto T, et al. (2003) Fusioner mellem umodne dendritceller og tumorceller inducerer kraftig antitumorimmunitet. European Journal of Clinical Investigation 33:897–904. PMID: 14511362 · DOI: 10.1046/j.1365-2362.2003.01194.x
23. Unfer RC, Hellrung D, Link CJ Jr (2003) Immunitet over for alfa(1,3)-galaktosyl-epitopet giver beskyttelse hos mus, der udsættes for tyktarmskræftceller, der udtrykker alfa(1,3)-galaktosyl-transferase: et nyt selvmordsgen til kræftgenterapi. Cancer Research 63:987–993. PMID: 12615713
24. Kuriyama S, Matsumoto M, Mitoro A, et al. (2000) Elektrokemoterapi mod kolorektal kræft med almindeligt anvendte kemoterapeutiske midler i en musemodel. Digestive Diseases and Sciences 45:1568–1577. PMID: 11007108 · DOI: 10.1023/a:1005565027969
25. Manome Y, Nakamura M, Ohno T, Furuhata H (2000) Ultralyd fremmer transduktion af »naked« plasmid-DNA ind i tyktarmskræftceller in vitro og in vivo. Human Gene Therapy 11:1521–1528. PMID: 10945766 · DOI: 10.1089/10430340050083252
26. Selg C, Gordić V, Krajnović T, et al. (2024) Omdesign og evaluering af diclofenac-baserede carboran-substituerede prodrugs og deres potentiale som kræftmidler. Scientific Reports 14:30488. PMID: 39681576 · DOI: 10.1038/s41598-024-81414-x
27. Nakao S, Kojima K, Sato K, et al. (2025) Optogenetisk kræftbehandling ved hjælp af den lysstyrede udadgående protonpumpe rhodopsin archaerhodopsin-3 (AR3). Journal of the American Chemical Society 147:44131–44140. PMID: 41186408 · DOI: 10.1021/jacs.5c13053
28. Park BJ, Brown CK, Hu Y, et al. (1999) Forstærkning af melanomspecifik genekspression ved hjælp af en tandem-melanocyt-specifik enhancer resulterer i øget cytotoksicitet af purinnukleosidfosforylasegenet i melanom. Human Gene Therapy 10:889–898. PMID: 10223723 · DOI: 10.1089/10430349950018292

Bibliografiske data og abstracts hentet fra PubMed. Metadata om cellelinjen fra Cellosaurus-opslaget for MC-38 (RRID:CVCL_B288).