Indledning

HMC3-celler, også kendt som Human Microglia Clone 3, CHME-3 eller CHME3, udgør en af de mest udbredte humane mikrogliacellelinjer inden for neurovidenskabelig forskning. Cellelinjen blev etableret i 1995 af Janabi, Peudenier, Héron og kolleger gennem SV40-stort T-antigen-afhængig immortalisering af humane embryonale makrofager afledt fra hjernen. [1] HMC3-celler bevarer de centrale mikrogliale egenskaber, herunder konstant ekspression af det ioniserede calciumbindende adaptermolekyle Iba-1 og interferon-gamma-inducerbar ekspression af MHC klasse II-antigener. [2] [3] Som det centrale nervesystems faste medfødte immunceller spiller mikroglia en afgørende rolle i neuroinflammatoriske sygdomme, Alzheimers sygdom og andre neurodegenerative sygdomme. HMC3-celler fungerer derfor som en håndterbar human in vitro-platform til undersøgelse af mikrogliaaktivering, neurobeskyttende midler, viral neuroinfektion og glioblastoms tumormikromiljø.

De vigtigste pointer

• HMC3-celler er udødeliggjorte mikroglia fra menneskelig fosterhjerne, der er fremstillet ved transfektion med SV40-stort T-antigen.
• Cellelinjen udtrykker Iba-1 konstant og opregulerer MHC klasse II ved stimulering med interferon-gamma; resultaterne vedrørende ekspressionen af CD14, CD11b og CD68 varierer fra laboratorium til laboratorium og bør verificeres for hvert enkelt parti.
• HMC3-celler er en udbredt in vitro-model til undersøgelse af neuroinflammatoriske sygdomme, Alzheimers sygdom og neurodegenerative sygdomme.
• Cellelinjen er modtagelig for infektion med flere neurotrope vira, herunder Zika-virus, Borna-sygdomsvirus 1, chikungunya-virus og rhinovirus.
• HMC3-celler udtrykker NOX4 konstant og danner reaktive iltarter, hvilket gør dem relevante for forskning i oxidativt stress.
• Denne cellekultur er blevet anvendt i undersøgelser af glioblastom-tumorens mikromiljø, lægemiddelfarmakologi og forskning i biomateriale-skeletter.
• Interleukin-1 beta — alene eller i kombination med interferon-gamma — er den mest effektive inflammatoriske stimulans i denne serie; reaktionerne på LPS er forholdsvis beskedne, og TNF-alfa og nitrogenoxid er stort set fraværende.

Hvad er HMC3?

HMC3 (Cellosaurus-accession CVCL_II76) er en transformeret human mikrogliacellelinje, der stammer fra den føtale hjerne hos et foster i 8.–10. graviditetsuge. Donorens køn er ikke angivet. Der var ingen sygdomme forbundet med donoren. Linjen blev etableret af Janabi og kolleger i 1995 gennem transfektion af primære embryonale hjerne-makrofagkulturer med et plasmid, der kodede for det store T-antigen fra SV40, hvilket resulterede i fire kontinuerlige mikrogliale cellelinjer, hvoraf klon 3 blev den mest udbredte. [1] De transformerede celler bevarede makrofagiske egenskaber såsom adhæsion og ikke-specifik esteraseaktivitet og var i stand til at fagocytere zymosanpartikler, selvom den fagocytiske aktivitet forblev lav. Interleukin-6 blev produceret spontant af cellerne, og produktionen steg yderligere efter stimulering med interleukin-1 alfa. [1] I en omfattende systematisk litteraturgennemgang fra 2018, udført af Dello Russo og kolleger, blev de tilgængelige karakteriseringsdata for denne klon samlet, og der blev skabt klarhed over et vigtigt punkt, der havde skabt forvirring: Den samme cellelinje har været kendt under navnene CHME3, C13-NJ og CHME-5. [3] Gennemgangen konkluderede, at cellerne – uanset hvilken betegnelse der anvendes – har et sammenligneligt antigenisk og funktionelt profil og bør betragtes som én eksperimentel model — idet der dog advares om, at flere CHME-5-aliquoter i omløb viste sig at være krydskontaminerede med rottegliomceller. Den ATCC-autentificerede HMC3-stamme (ATCC CRL-3304) er fri for denne uklarhed.

Oplysninger om HMC3-cellekultur

HMC3-celler er robuste med hensyn til valget af basismedium: De er blevet dyrket med succes i EMEM, MEM og DMEM:Ham's F12, hver især tilsat 10 % serum. [3] Dette valg er dog ikke fænotypisk neutralt. Dello Russo og kolleger rapporterede, at den basale produktion af reaktive iltarter var markant lavere i celler dyrket i MEM eller DMEM:F12 end i EMEM, hvilket tyder på en mindre aktiveret hvilefænotype. [3] Forskere, der sammenligner data på tværs af laboratorier, bør derfor notere det anvendte dyrkningsmedium sammen med antallet af passager.

Fordelene ved HMC3-celler

HMC3-celler udgør en enestående og let tilgængelig model for humane mikroglia i en tid, hvor det er vanskeligt at skaffe primære humane mikroglia i tilstrækkelige mængder til forskning i stor skala. Cellelinjen vokser ved adhæsion og er nem at vedligeholde. Af afgørende betydning er det, at cellerne udtrykker Iba-1 konstant, opregulerer MHC klasse II som reaktion på interferon-gamma og – i den ATCC-autentificerede stamcellekultur – transkriberer de for nylig definerede mikroglia-signaturgener CX3CR1, CSF1R, P2RY12 og TMEM119, hvilket giver en biologisk valideret erstatning for primære humane mikroglia. [2] [3] Disse egenskaber gør HMC3-celler til en udbredt platform til mekanistiske undersøgelser af neuroinflammatoriske sygdomme, der kræver reproducerbart, skalerbart og fuldt humant cellemateriale.

En yderligere styrke ved HMC3-celler er deres reaktionsevne over for et afgrænset udvalg af inflammatoriske stimuli. Den mest effektive inducer af interleukin-6 er interleukin-1 beta, som øger den basale frigivelse op til 50 gange og virker synergistisk med interferon-gamma; LPS og amyloid-beta-peptider fremkalder mere beskedne, koncentrationsafhængige stigninger. [3] Dette graduerede, reproducerbare responsprofil muliggør koncentrationsafhængige eksperimenter og tidsforløbsundersøgelser, som er vanskelige at gennemføre i primære cellepræparater. Deres reaktionsdygtighed over for både proinflammatoriske og antiinflammatoriske stimuli — herunder farmakologiske midler som rapamycin og dexmedetomidin — udvider yderligere deres anvendelighed inden for lægemiddelfarmakologi og screening af neurobeskyttende midler. [4] [5] Cellerne er desuden modtagelige for flere neurotrope vira, hvilket udvider deres anvendelsesmuligheder inden for neuroinfektionsforskning.

Begrænsninger ved HMC3-celler

Som en transformeret cellelinje bærer HMC3-celler SV40-large T-antigenet, hvilket giver dem udødelighed, men også ændrer visse aspekter af cellebiologien i forhold til primære mikroglia. Li og kolleger rapporterede om uventede ekspressionsmønstre for NOX-isoformer — rigeligt NOX4, men næsten intet NOX2-mRNA — hvilket står i kontrast til primære mikroglia og begrænser denne linjes anvendelighed som model for NOX2-medieret respiratorisk burst. [2] [3] Forskere bør derfor sikre sig, at den specifikke signalvej, der undersøges, er nøjagtigt gengivet i denne stamme, inden de drager generelle mekanistiske konklusioner.

Der er yderligere tre begrænsninger, der fortjener opmærksomhed. For det første er repertoiret af inflammatoriske mediatorer ufuldstændigt: HMC3-celler udskiller kun ubetydelige mængder af det antiinflammatoriske cytokin IL-10 (i størrelsesordenen få pg/ml), producerer kun lidt eller slet intet TNF-alfa, hverken spontant eller efter proinflammatorisk aktivering, og udviser en konstant forhøjet IL-6-koncentration drevet af NOX4-afhængige reaktive iltarter. [2] [3] For det andet, og i skarp kontrast til mikroglia hos gnavere, udtrykker hvilende HMC3-celler ikke iNOS, og der er hverken observeret induktion af iNOS eller målbar nitritakkumulering efter stimulering med LPS, LPS kombineret med interferon-gamma, IL-1 beta eller TNF-alfa. [3] Undersøgelser, der fokuserer på nitrogenoxid-aksen, er derfor ikke særlig godt dækket af denne model.

For det tredje blev cellelinjen etableret ud fra fosterhjernevæv, hvilket betyder, at dens transkriptionelle og funktionelle profil kan afvige fra mikrogliale tilstande, der opstår hos voksne og er relevante for neurodegenerative sygdomme i den senere del af livet. Forskere, der modellerer Alzheimers sygdom eller Parkinsons sygdom hos voksne, bør, hvor det er muligt, fortolke data fra HMC3 sammen med supplerende voksne primære eller iPSC-afledte mikrogliale systemer. Endelig er rapporterne om overflademarkørprofilen ikke fuldstændig enslydende: mens Li og kolleger beskrev konstitutivt Iba-1 og CD14 sammen med interferon-gamma-inducerbart CD11b, CD68 og MHC klasse II, [2] både den oprindelige karakterisering foretaget af Janabi og kolleger [1] og de flowcytometriske data, som Dello Russo og kolleger har rapporteret for ATCC CRL-3304, viste, at hvilende celler var CD14- og CD11b-negative, og at ingen af markørerne blev induceret af interferon-gamma. [3] Antistofklon, dyrkningsmedium og antallet af passager har alle indflydelse på disse måleresultater, og genetisk drift ved gentagne passager er generelt dokumenteret for kontinuerlige linjer; markørudtrykket bør bekræftes internt i stedet for blot at antages.

Se de fulde specifikationer og bestil

Anvendelser af HMC3-celler

Neuroinflammation og mikrogliaaktivering

Undersøgelsen af neuroinflammatoriske sygdomme udgør den mest udbredte anvendelse af HMC3-celler. Li og kolleger påviste, at HMC3-celler konstant udtrykker NOX4, hvilket driver en vedvarende produktion af reaktive iltarter og vedvarende IL-6-ekspression — et fund, der positionerede disse celler som en model for kronisk, lavgradig neuroinflammation. [2] Denne konstante inflammatoriske tilstand afspejler aspekter af mikroglia-priming, der observeres ved neurodegenerative tilstande, og udgør dermed et relevant udgangspunkt for interventionsstudier.

En indflydelsesrig undersøgelse af Baek og kolleger undersøgte hæmning af BET-bromodomænet i HMC3-celler ved hjælp af RNA-sekventering. [6] Forfatterne viste, at BET-hæmmeren JQ1 dæmpede den inflammatoriske og migrationsmæssige respons hos LPS-aktiverede HMC3-celler, og de identificerede mekanismen: LPS inducerer transkriptionsfaktoren IRF1, som direkte regulerer kemokin-, cytokin-, interferon-stimulerede og migrationsrelaterede gener, og JQ1 reducerer IRF1 markant sammen med dets målgener. Knockdown af IRF1 reproducerede effekten og hæmmede mikroglia-migration. [6] Dette arbejde fastslog BET–IRF1-aksen som et lægemiddelbart mål i human mikroglial neuroinflammation og påviste HMC3-cellernes egnethed til farmakologiske interventionsstudier på et mekanistisk niveau.

Molekylære mønstre forbundet med mitokondriel skade blev også undersøgt i denne linje. Nasi og kolleger fandt, at stimulering med mitokondrie-DNA og kardiolipin øgede den cellulære oxidative stress i HMC3-celler, mens det bemærkelsesværdigt nok ikke udløste en klassisk proinflammatorisk respons: HLA-DR-ekspressionen blev ikke opreguleret, og hverken TNF-alfa- eller IL-6-sekretionen steg. [7] Forfatterne fortolkede dette som en mulig endogen reguleringsmekanisme, der begrænser mikroglial aktivering. I en separat undersøgelse viste Cappoli og kolleger, at mTOR-hæmmeren rapamycin paradoksalt nok forstærkede IL-6-ekspressionen og -frigivelsen i HMC3-celler aktiveret med en cocktail af interferon-gamma og IL-1 beta, samtidig med at produktionen af reaktive iltarter blev reduceret — hvilket udfordrer antagelserne om rapamycins antiinflammatoriske virkninger i immunceller i den menneskelige hjerne. [4] Samlet set demonstrerer disse studier, at HMC3-celler udgør et følsomt, menneskerelevant system til at analysere de molekylære signalveje, der ligger til grund for neuroinflammatoriske sygdomme.

Modellering af Alzheimers sygdom og neurodegenerative sygdomme

HMC3-celler er blevet et vigtigt redskab til modellering af mikrogliaens bidrag til Alzheimers sygdom. En tidlig karakteriseringsundersøgelse af Lindberg og kolleger, udført på denne klon under navnet CHME3, fastslog, at friskopløst amyloid beta(1–40) fremkaldte en dosisafhængig stigning i IL-6-frigivelsen sideløbende med et dosisafhængigt tab af levedygtighed. [8] Alfa-melanocytstimulerende hormon ændrede ikke den amyloid-beta-inducerede IL-6-respons, men øgede den basale IL-6-frigivelse dosisafhængigt, en effekt, der tilskrives melanocortinreceptorsubtyperne MCR3 eller MCR5. [8] Dette arbejde bekræftede HMC3-celler som en håndterbar platform til at undersøge forholdet mellem amyloid-beta-peptider og mikrogliale inflammatoriske reaktioner, som er centrale for patogenesen af Alzheimers sygdom.

González-Prieto og kolleger undersøgte CX3CR1 — den eneste receptor for det neuronale kemokin CX3CL1 — i forbindelse med Alzheimers sygdom. [9] Produktionen af CX3CR1 var forøget i hjernebarken hos 5xFAD-mus og i hjerneprøver fra mennesker med Alzheimers sygdom, og administration af noradrenalin-genoptagelseshæmmeren reboxetin øgede den yderligere in vivo. Direkte påføring af noradrenalin på HMC3-celler og på primære mikroglia fra rotter hæmmede derimod produktionen af CX3CR1. [9] Forfatterne konkluderede, at mikroglia-responser på noradrenalin kan være ændret i fravær af CX3CL1-producerende neuroner eller andre ikke-mikroglia-faktorer — et lærerigt eksempel på, hvordan HMC3-celler kan isolere en celleautonom respons og derved afdække bidraget fra den bredere vævskontekst.

Dexmedetomidin-undersøgelsen af Li og kolleger anvendte LPS- og ATP-stimulerede HMC3-celler som en model for NLRP3-inflammasom-drevet neuroinflammation, der er relevant for Alzheimers sygdom. [5] Dexmedetomidin undertrykte frigivelsen af IL-1β og IL-18 via en c-Fos/NLRP3/caspase-1-kaskade, hvilket identificerede en mekanistisk ny antiinflammatorisk akse i humane mikroglia. HMC3-celler har også fungeret som model til at undersøge mikroglia-polarisering som reaktion på fytoøstrogenholdige planteekstrakter, hvilket yderligere udvider deres anvendelighed i lægemiddelforskning inden for neurodegenerative sygdomme. [10] [11]

Virologi og infektioner i centralnervesystemet

HMC3-celler har vist sig at være yderst alsidige til undersøgelse af viral neuroinfektion, givet deres menneskelige oprindelse og deres rolle som model for mikrogliaens første forsvarslinje i centralnervesystemet. Martinez Viedma og Pickett sammenlignede værtsresponsen hos HMC3-mikroglia-celler og JEG-3-placenta-celler over for Zika-virusinfektion ved hjælp af et panel på 84 medfødte og adaptive immungener, der blev profileret 24 og 72 timer efter infektion. [12] De to celletyper viste forskellige sæt af differentielt udtrykte gener, og signalvejsanalysen indikerede, at TLR7/8-signalering var undertrykt i mikroglia-cellerne, mens den var aktiveret i placentacellerne — en forskel, der efterfølgende blev undersøgt ved hjælp af siRNA-eksperimenter. Undersøgelsen fastslog, at HMC3-celler er en egnet platform til transkriptomik af værts-patogen-interaktioner inden for CNS-virologi.

Zhang og kolleger anvendte BoDV-1-inficerede HMC3-celler til at påvise, at miR-146a fremmer viral replikation ved at undertrykke den medfødte immunsignalakse IRAK1/TRAF6/NF-κB. [13] Dette fund gav mekanistisk indsigt i, hvordan et stærkt neurotropt RNA-virus undgår mikroglia-antivirale reaktioner. I en separat infektionsmodel påviste Angel-Ambrocio og kolleger for første gang, at humant rhinovirus gennemfører hele sin virale cyklus i HMC3-celler, hvilket etablerer mikroglia som et potentielt cellulært reservoir for rhinovirus-associerede CNS-komplikationer. [14] Cellelinjen understøtter også replikation af chikungunya-virus uden væsentligt tab af levedygtighed indtil 72 timer efter infektion. [19]

Sharma og kolleger identificerede prohibitin 1/2 som en formodet indtrængningsreceptor for denguevirus serotype 3 i mikrogliale CHME-3-celler — et synonym for HMC3 — ved hjælp af virus-overlay-proteinbindingsanalyser, LC-MS/MS-proteomik, siRNA-knockdown og co-immunoprecipitation. [15] Det er især værd at bemærke, at den samme afhængighed blev fundet i neuronale SH-SY5Y-celler, men ikke i astrogliale U-87 MG-celler, hvilket indikerer, at indtrængningsvejen er celletypespecifik. Samlet set understreger disse virologiske undersøgelser, at HMC3-celler udgør en bredt anvendelig human mikroglial model til undersøgelse af patogenesen og immununddragelsesstrategierne hos neurotrope vira.

Glioblastom-tumormikromiljø

HMC3-celler er blevet anvendt som en model for gliom-associeret mikroglia til at undersøge, hvordan glioblastom-tumorceller udnytter mikrogliaens inflammatoriske fænotype. Li og kolleger påviste, at samdyrkning af temozolomid-resistente glioblastomceller med HMC3-celler fremmede M2-polarisering af HMC3-cellerne og øgede udskillelsen af de tumorfremmende cytokiner TGF-β og IL-6. [16] Denne polarisering var knyttet til lncRNA-kredsløbet SNHG15/miR-627-5p/CDK6, og CDK4/6-hæmmeren palbociclib reducerede M2-markørerne, samtidig med at den overvandt temozolomidresistensen i patientafledte xenotransplantatmodeller.

Disse fund placerer HMC3-celler som en relevant human model til at undersøge mikrogliaens bidrag til det immunsuppressive glioblastom-tumormikromiljø. Muligheden for at modellere interaktionen mellem mikroglia og glioblastom in vitro ved hjælp af HMC3-celler giver et håndterbart system til at identificere terapeutiske mål, der samtidig adresserer tumorcellernes resistens og immununddragelse. [16]

Neurobeskyttende midler og lægemiddelfarmakologi

HMC3-celler er blevet anvendt i vid udstrækning til screening af neurobeskyttende midler og karakterisering af deres virkningsmekanismer i humane mikroglia. Martínez Leo og Segura Campos vurderede peptidfraktioner fra Salvia hispanica-frø for neurobeskyttende aktivitet i HMC3-celler og fandt, at 1–3 kDa-fraktionen reducerede produktionen af reaktive iltarter med 51,3 % og sænkede frigivelsen af nitrogenoxid, TNF-alfa og IL-6, med en samlet beskyttende effekt på 79,0 %. [17] Denne type undersøgelse illustrerer, hvordan HMC3-celler muliggør hurtig, humanrelevant screening af bioaktive forbindelser fra fødevarer.

Ma’arif og kolleger gennemførte to relaterede undersøgelser ved hjælp af HMC3-celler for at evaluere plantebaserede fytoøstrogener fra Marsilea crenata-blade. N-butanolfraktionen reducerede MHC klasse II-ekspressionen i interferon-gamma-aktiverede celler, hvilket stemmer overens med hæmning af klassisk M1-aktivering, selvom den rapporterede dosis-respons-kurve ikke var monotont stigende. [10] Et 96 % ethanolekstrakt øgede ekspressionen af M2-markøren Arginase-1; den samme undersøgelse rapporterede et fald i ekspressionen af den aktiverede østrogenreceptor beta ved 125 og 250 ppm, et resultat, der står i modsætning til artiklens egen titel og bør betragtes som uafklaret. [11] Begge undersøgelser benyttede den velkarakteriserede interferon-gamma-polariseringsprotokol i HMC3-celler til at undersøge potentiel fytoøstrogen neurobeskyttelse ved postmenopausal neuroinflammation.

Inden for biomaterialer og vævsingeniørvidenskab anvendte Venkateswarlu og kolleger levende HMC3-celler dyrket på elektrospundne scaffold-matricer til at udvikle en arbejdsgang til volumetrisk billeddannelse i realtid af cytosoliske calciumoscillationer ved hjælp af laserscannende konfokalmikroskopi. [18] Dette arbejde udvidede anvendelsen af HMC3-celler ud over klassisk farmakologi til test af næste generations biomaterialer og illustrerede dermed cellelinjens alsidighed på tværs af forskellige teknologiske sammenhænge inden for neurovidenskabelig forskning.

Konklusion

HMC3-celler — den humane mikrogliale klon 3 — har etableret sig som en hjørnesten blandt in vitro-modeller for neuroinflammatoriske sygdomme, Alzheimers sygdom, neurodegenerative sygdomme, CNS-virologi, forskning i glioblastom-tumormikromiljøet og opdagelsen af neurobeskyttende midler. Linjen, der stammer fra humant føtalt hjernevæv og er gjort udødelig ved SV40-transfektion, udtrykker centrale mikroglia-markører og reagerer på et defineret spektrum af inflammatoriske, farmakologiske og infektiøse stimuli. Undersøgelser såsom Baek og kollegers arbejde med BET-hæmmere har påvist cellelinjens potentiale til at identificere lægemiddelmål i human mikroglial neuroinflammation. Fra grundlæggende mekanistiske undersøgelser af reaktive iltarter og NLRP3-inflammasom-signalering til anvendte screenings af plantebaserede neurobeskyttende midler og test af biomaterialer baseret på scaffold-strukturer tilbyder HMC3-celler en enestående alsidighed — forudsat at der tages højde for deres dokumenterede begrænsninger vedrørende TNF-alfa, nitrogenoxid og NOX2-biologi, når eksperimenter udformes. Forskere, der søger en valideret, skalerbar og fuldt human mikroglial model, vil finde HMC3-cellerne en værdifuld ressource til at fremme forståelsen af hjernens immunforsvar og sygdomme. For at bestille HMC3-celler eller anmode om yderligere oplysninger om produktspecifikationer, besøg cytion.com.

Vigtige publikationer

1. Janabi N, Peudenier S, Héron B (1995) Etablering af humane mikrogliale cellelinjer efter transfektion af primærkulturer af embryonale mikrogliale celler med SV40-stort T-antigen. Neuroscience Letters. PMID: 7478261
2. Li B, Bedard K, Sorce S (2009) NOX4-ekspression i humane mikroglia fører til konstant dannelse af reaktive iltarter og til konstant IL-6-ekspression. Journal of Innate Immunity. PMID: 20375612
3. Dello Russo C, Cappoli N, Coletta I (2018) Den humane mikroglia-cellelinje HMC3: hvor står vi? En systematisk litteraturgennemgang. Journal of Neuroinflammation. PMID: 30200996
4. Cappoli N, Mezzogori D, Tabolacci E (2019) mTOR-kinasehæmmeren rapamycin forstærker ekspressionen og frigivelsen af det proinflammatoriske cytokin interleukin 6, hvilket modulerer aktiveringen af humane mikroglia-celler. EXCLI journal. PMID: 31645839
5. Li H, Zhang X, Chen M (2018) Dexmedetomidin hæmmer inflammation i mikroglia-celler under stimulering med LPS og ATP via c-Fos/NLRP3/caspase-1-kaskader. EXCLI Journal. PMID: 29743866
6. Baek M, Yoo E, Choi HI (2021) BET-hæmmeren dæmper den inflammatoriske respons og cellemigration i den humane mikroglia-cellelinje HMC3. Scientific Reports. PMID: 33893325
7. Nasi M, De Gaetano A, Bianchini E (2020) Molekylære mønstre forbundet med mitokondriel skade stimulerer produktionen af reaktive iltarter i humane mikroglia. Molecular and cellular neurosciences. PMID: 32828963
8. Lindberg C, Hjorth E, Post C (2005) Cytokinproduktion i en human mikroglial cellelinje: effekter af beta-amyloid og alfa-melanocytstimulerende hormon. Neurotoxicity Research. PMID: 16371321
9. González-Prieto M, Gutiérrez IL, García-Bueno B (2021) Produktionen af CX3CR1 i mikroglia stiger ved Alzheimers sygdom og reguleres af noradrenalin. Glia. PMID: 32662924
10. Ma'arif B, Mirza DM, Hasanah M (2020) Antineuroinflammatorisk aktivitet af n-butanol-fraktionen fra Marsilea crenata Presl. i mikroglia-cellelinjen HMC3. Journal of Basic and Clinical Physiology and Pharmacology. PMID: 31967965
11. Ma'arif B, Agil M, Laswati H (2020) Forøgelsen af Arg1 og ekspressionen af aktiveret ERβ i mikroglia-HMC3-celler ved induktion af et 96 % ethanolekstrakt af blade fra Marsilea crenata Presl. Journal of basic and clinical physiology and pharmacology. PMID: 31981453
12. Martinez Viedma MDP, Pickett BE (2018) Karakterisering af de forskellige effekter af Zika-virusinfektion i placenta- og mikroglia-celler. Viruses. PMID: 30453684
13. Zhang X, Guo Y, Xu X (2019) miR-146a fremmer replikationen af Borna-sygdom-virus 1 via IRAK1/TRAF6/NF-κB-signalvejen. Virus Research. PMID: 31330207
14. Angel-Ambrocio AH, Bautista-Carbajal P, García-León ML (2020) Mikroglia-HMC3-celler er meget modtagelige for rhinovirusinfektion. Virus Research. PMID: 32768491
15. Sharma A, Vasanthapuram R, M Venkataswamy M (2020) Prohibitin 1/2 medierer Dengue-3-virusets indtrængning i humane neuroblastomceller (SH-SY5Y) og mikroglia-celler (CHME-3). Journal of biomedical science. PMID: 32306962
16. Li Z, Zhang J, Zheng H (2019) Modulering af lncRNA SNHG15/CDK6/miR-627-kredsløbet ved hjælp af palbociclib overvinder temozolomidresistens og reducerer M2-polarisering af gliomassocieret mikroglia i glioblastoma multiforme. Journal of Experimental & Clinical Cancer Research: CR. PMID: 31462285
17. Martínez Leo EE, Segura Campos MR (2020) Neurobeskyttende virkning af peptidfraktioner fra Salvia hispanica på den proinflammatoriske modulering af HMC3-mikroglia-celler. Journal of food biochemistry. PMID: 32207175
18. Venkateswarlu K, Suman G, Dhyani V (2020) Tredimensionel billeddannelse og kvantificering af cytosoliske calciumoscillationer i realtid i mikrogliaceller dyrket på elektrospundne matricer ved hjælp af laserscannende konfokalmikroskopi. Biotechnology and bioengineering. PMID: 32557561
19. Qadri SW, Kumar N, Santhoshkumar R (2022) Infektion af den humane mikrogliacellelinje CHME-3 med henblik på at undersøge neuropatogenesen af Chikungunya-virus. Journal of neurovirology. PMID: 35352315