Indledning

AML12-celler, også kendt som AML-12, AML 12 og Alpha Mouse Liver 12, er en veletableret muselevercellekultur, der er meget udbredt i biomedicinsk forskning. Wu, Merlino og Fausto etablerede linjen i 1994 ud fra leveren fra en transgen mus, der overeksprimerede den humane transformerende vækstfaktor alfa (TGF-α), et potent mitogen for leverceller. [1] I modsætning til primære hepatocytter bevarer AML12-celler vigtige differentierede funktioner — herunder ekspression af peroxisomer og galdekanallignende strukturer — gennem mange passager uden at blive tumorigeniske. Denne kombination af stabilitet og bevaret hepatocytfenotype har gjort dem til en foretrukken in vitro-platform til undersøgelse af lipidmetabolisme, ikke-alkoholisk fedtleversygdom, kemisk og lægemiddelinduceret leverskade, insulinresistens og hepatocytapoptose. Deres oprindelse fra mus muliggør direkte sammenligning med transgene og knockout-dyremodeller, hvilket udvider deres translationelle anvendelighed på tværs af forskellige forskningskontekster inden for leversygdomme.

De vigtigste pointer

• AML12-celler er differentierede, ikke-tumorogene hepatocytter fra mus, der stammer fra TGF-α-transgene mus. [1]
• De bevarer hepatocyt-specifikke træk såsom peroxisomer, strukturer, der ligner galdekanalikler, og høje mRNA-niveauer af leverspecifikke serumproteiner, selvom ekspressionen af nogle af disse aftager ved gentagne passager. [1]
• Denne cellelinje anvendes i vid udstrækning til modellering af ikke-alkoholisk fedtleversygdom, lægemiddelinduceret leverskade og forstyrrelser i fedtstofskiftet.
• AML12-celler reagerer på vigtige signaler fra leveren, herunder TGF-β, TNF, insulin og retinsyre.
• Da de ikke er transformeret, er de særligt velegnede til at undersøge normale levercellers fysiologi og toksikologi.
• De er kompatible med adenoviral transfektion, antisense-oligonukleotider og CRISPR-baserede metoder til genredigering.
• Molekylær karakterisering har afsløret en næsten tetraploid, aneuploid karyotype og delvis dedifferentiering, hvorfor AML12-celler bør suppleres med primære hepatocytter eller in vivo-modeller til endepunkter, der kræver fuldt modne hepatocytter. [18]

Hvad er AML12?

AML12 stammer fra hepatocytter fra en 5 måneder gammel hanmus (CD-1-stamme, linje MT42), der er transgen for human transformerende vækstfaktor alfa under kontrol af den zinkinducerbare metallothionein 1-promotor. Wu, Merlino og Fausto etablerede linjen i 1994 og karakteriserede den som en spontant udødeliggjort, ikke-transformeret hepatocytlinje. [1] Cellerne har Cellosaurus-accessionsnummeret CVCL_0140 og er autentificeret i forhold til et murint STR-referenceprofil med 18 markører. Den oprindelige publikation angiver en fordoblingstid på 37 timer (36–48 timer ifølge leverandørens data), og transkriptomdata fra mikroarray-analyser er offentligt tilgængelige. Den oprindelige undersøgelse resulterede i to linjer, AML12 og AML14, som begge blev opbevaret i mere end 1,5 år og gennem over 80 passager. AML12 bevarede sin hepatocytidentitet og forblev ikke-tumorigen gennem hele forløbet, selvom mRNA-niveauerne for nogle serumproteiner faldt gradvist med passagerne og kunne genoprettes ved dyrkning i serumfrit medium. AML14 mistede derimod ekspressionen af både differentierede markører og transgen-mRNA under langvarig passagering, hvor hepatocytiske træk kun delvist kunne genoprettes. [1]

Oplysninger om AML12-cellekultur

Fordelene ved AML12-celler

En af de vigtigste fordele ved AML12-celler er, at de bevarer en differentieret hepatocyt-fænotype under langvarig dyrkning. I modsætning til mange hepatomcellelinjer indeholder AML12-celler peroxisomer og strukturer, der ligner galdekanalikler, udtrykker høje mRNA-niveauer af leverspecifikke serumproteiner, herunder albumin, alfa-1-antitrypsin og transferrin, og udskiller albumin. [1] De vokser ikke på blød agar og forbliver ikke-tumorigeniske i nude-mus, hvilket bekræfter, at immortaliseringen fandt sted uden funktionel malign transformation. Denne ikke-transformerede tilstand er afgørende for undersøgelser, der kræver fysiologisk relevant basisadfærd, såsom undersøgelser af insulinsignalering, lipidmetabolisme eller hepatotoksicitet. På genomisk niveau har det imidlertid siden vist sig, at linjen bærer betydelige kromosomafvigelser, hvilket diskuteres under afsnittet »Begrænsninger«. [18]

AML12-celler er meget alsidige, hvad angår genetisk manipulation. De muliggør overekspression af gener ved hjælp af adenovirale vektorer, hvilket er påvist i undersøgelser af activin-underenheder. [2] [3] De muliggør desuden en stabil, tetracyklinreguleret transgenekspression, hvilket gør det muligt at udvikle inducerbare modeller for aktiviteten af hepatitis B-virusets X-protein. [4] Derudover er det lykkedes at levere antisense-oligonukleotider på en effektiv måde, hvilket gør AML12-celler velegnede til undersøgelser af RNA-målretning, [5] og der er med succes fremstillet CRISPR/Cas9-baserede knockout-derivater. [21] Deres oprindelse i mus gør det muligt at krydsvalidere eksperimentelle resultater direkte mod data fra transgene mus og knockout-mus, hvilket styrker forbindelsen mellem in vitro- og in vivo-forskning.

Set ud fra et praktisk synspunkt reagerer AML12-celler kraftigt på en bred vifte af fysiologiske stimuli. Blandt de dokumenterede reaktioner kan nævnes transkriptionel aktivering forårsaget af retinsyre, PPARα-ligander, TGF-β, TNF og modulatorer af insulinvejen. [6] [7] Denne brede signalfølsomhed gør serien anvendelig inden for flere forskningsområder på samme tid, hvilket mindsker behovet for at skifte platform mellem forskellige eksperimentelle sammenhænge.

Begrænsninger ved AML12-celler

På trods af deres differentierede fænotype svarer AML12-celler ikke i alle funktionelle henseender til primære hepatocytter. En sammenlignende undersøgelse af AML12-, HepG2- og THLE-2-celler med hensyn til insulinsignalering og hepatokin-genekspression viste, at AML12-cellernes insulinfølsomhed var nedsat, når cellerne blev dyrket i det anbefalede vækstmedium, men blev sammenlignelig med HepG2-celler, når der blev anvendt et insulinmangelmedium. [8] Niveauerne af insulinreceptorproteiner i AML12 svarede til niveauerne i HepG2, mens AML12 kun udviste lave eller ikke-påviselige transkriptniveauer af flere glukoneogene enzymer og hepatokiner. Forfatterne konkluderede, at HepG2-cellerne, hvad angår glukoneogenese og hepatokin-ekspression, syntes at ligge tættere på in vivo-situationen på trods af deres tumorigeniske oprindelse. Mediesammensætning og mængden af centrale signalproteiner bør derfor overvejes nøje, når AML12-celler anvendes til at modellere insulinresistens.

AML12-cellernes mus-oprindelse medfører også iboende artsrelaterede forskelle i forhold til humane hepatocytter. Lægemiddelmetabolismeveje, lipidhåndtering og visse inflammatoriske reaktioner adskiller sig mellem mus- og humane leverceller. Resultater opnået i AML12-celler kræver derfor en omhyggelig vurdering, inden de ekstrapoleres til menneskets fysiologi, især i forbindelse med lægemiddeludvikling, hvor artsspecifik cytochrom P450-aktivitet kan forvride resultaterne.

Kilde dyrets transgene baggrund — overekspression af TGF-α — kan desuden påvirke de grundlæggende genekspressionsmønstre og signalveje for vækstfaktorer. Undersøgelser, der fokuserer på biologien hos medlemmer af TGF-familien, bør tage højde for denne sammenhæng ved fortolkningen af data.

En integreret cytogenetisk og transkriptomisk karakterisering, der blev offentliggjort i 2026, afgrænser modellen yderligere. Flerfarvet FISH og flerfarvet båndmønster afslørede en kompleks, næsten tetraploid og stærkt aneuploid karyotype (81<4n>) med tilbagevendende strukturelle omlejringer, herunder del(X)(A3)×2, en dicentrisk dic(X;17), del(17)(D1)×2 og et afledt kromosom der(3)t(2;3), sammen med flere gevinster og tab af hele kromosomer; begge Y-kromosomer er gået tabt på trods af linjens mandlige oprindelse. [18] Da de resulterende ubalancer i kopitallet blev kortlagt på ortologiske humane cytobånd, overlappede 57,5–68 % med ændringer, der gentagne gange er rapporteret i humant hepatocellulært karcinom. RNA-sekventering i samme undersøgelse bekræftede et tydeligt hepatocyt-afstamningsprogram, men dokumenterede også delvis dedifferentiering: albuminekspressionen var beskeden, og enzymer i urinstofcyklussen og glukoneogenesen, såsom Cps1, Otc, Pck1 og G6pc var lave eller fraværende, og centrale cytokromer til metabolisme af galdesyrer og lægemidler, herunder Cyp7a1 og Cyp3a-familien, var næppe påviselige, sideløbende med induktion af ductulære og progenitor-markører. At være ikke-tumorigen i funktionel forstand betyder derfor ikke, at man er genomisk stabil. For endepunkter, der kræver modent metabolisme af fremmedstoffer, nitrogenhåndtering eller galdesyresyntese, anbefaler forfatterne at supplere AML12 med primære hepatocytter, organoider eller in vivo-modeller. Undersøgelsen identificerede desuden to beslægtede kloner, hvis relative andele kan ændre sig med antallet af passager og dyrkningsbetingelserne, hvilket underbygger behovet for masterbestande med lavt antal passager, begrænsede passagevinduer og regelmæssig autentificering i forhold til det etablerede STR-referenceprofil. [18]

Se de fulde specifikationer og bestil

Anvendelser

Apoptose og signalering af celledød

AML12-celler er blevet anvendt i vid udstrækning til at undersøge hepatocytapoptose udløst af cytokiner og vækstfaktorer. Pierce og kolleger påviste, at AML12-celler, ligesom hepatocytter in vivo, ikke er følsomme over for TNF alene, men gennemgår apoptose, når TNF kombineres med en lav dosis actinomycin D. [9] Deres arbejde afslørede, at TNF-induceret apoptose i AML12-celler involverer en forstyrrelse af redox-homeostasen, hvor tab af NAD(P)H og glutathion går forud for mitokondrieskade, frigivelse af cytochrom C og aktivering af caspaser. Skaden var i høj grad styret af det cellulære glutathionindhold, og antioxidanten alfa-liposyre forhindrede mitokondrieskade og apoptose fuldstændigt. Disse fund etablerede AML12-celler som en håndterbar model for de oxidative mekanismer, der ligger til grund for TNF-medieret hepatocytbeskadigelse.

TGF-β1 er en anden vigtig inducer af hepatocytapoptose, der er undersøgt i denne model. Liao og kolleger viste, at AML12-celler udviser klassiske apoptotiske træk — kromatinkondensation, kerneopløsning og DNA-fragmentering — ved behandling med TGF-β1, og at denne proces blev fuldstændigt blokeret af cycloheximid, hvilket implicerer aktiv proteinsyntese i celledødsvejen. [10] Dooley og kolleger anvendte desuden primære hepatocytudvoksninger og AML12-celler i kombination til at karakterisere TGF-β-induceret epitel-til-mesenkym-overgang og viste, at overekspression af Smad7 i hepatocytter dæmpede TGF-β-medieret fibrogenese og beskyttede mod leverskade. [11]

Biologien bag activin-underenhederne er også blevet karakteriseret i AML12-celler. Wada og kolleger fandt, at overekspression af activin-βC-underenheden fremmede AML12-cellernes proliferation og overlevelse, mens overekspression af βE-underenheden reducerede proliferationen og udløste apoptose under betingelser med lavt serumindhold. [2] [3] Samlet set understreger disse undersøgelser værdien af AML12-celler til at analysere de konkurrerende pro-overlevelses- og pro-apoptotiske signaler, der styrer hepatocytternes skæbne ved inflammatorisk og fibrotisk leversygdom.

Lipidmetabolisme og PPAR-signalering

PPARα-signalvejen er en central regulator af leverens lipidmetabolisme, og AML12-celler har vist sig at være særligt nyttige til at undersøge dens modulering ved hjælp af farmakologiske midler. Clemenz og kolleger anvendte AML12-celler til at påvise, at angiotensin-type-1-receptorblokkereren telmisartan fungerer som en partiel PPARα-agonist: den inducerede PPARα-målgenet acyl-COA-syntetase, langkædet familiemedlem 1 (ACSL1) i murine AML12-celler og carnitinpalmitoyltransferase 1A (CPT1A) i humane HepG2-celler, hvilket udgør et molekylært grundlag for de klinisk observerede triglyceridsænkende effekter. [7] Hos mus med kostinduceret fedme øgede telmisartan ekspressionen af ACSL1 og CPT1A i leveren og reducerede triglyceridniveauerne i leveren og i serum markant. Tilsvarende viste Huang og kolleger, at fenofibrat, en PPARα-ligand, øgede ekspressionen af lavdensitetslipoproteinreceptoren i leveren i AML12-celler og genoprettede LDL-bindingskapaciteten, hvilket blev bekræftet in vivo. [12]

Aldosereduktase (AR) har vist sig at være en uventet regulator af PPARα-aktiviteten i hepatocytter. Qiu og kolleger påviste i AML12-celler, at overekspression af AR kraftigt undertrykte PPARα-aktiviteten og nedregulerede generne for fedtsyreoxidation, hvilket var effekter, der blev dæmpet af den selektive AR-hæmmer zopolrestat. [13] Overekspression af AR forhøjede også niveauerne af phosphoryleret PPARα og ERK1/2, og undertrykkelsen af PPARα-aktiviteten blev vendt ved hæmning af ERK1/2 — hvilket knytter polyolvejen til lipidhomeostasen via kinaseafhængige mekanismer. Disse fund illustrerer, hvordan AML12-celler kan afsløre uventet vekselvirkning mellem metaboliske og signalveje, der er relevante for ikke-alkoholisk fedtleversygdom og diabetiske leverkomplikationer.

Nicotinamid-N-metyltransferase (NNMT) er et andet enzym, der er undersøgt i AML12-celler i forbindelse med leverlipidregulering. RNAi-medieret nedregulering af Nnmt i AML12-celler forårsagede en ophobning af S-adenosyl-methionin (SAM) og S-adenosyl-homocystein samt en reduktion i 1-methylnicotinamid (MNAM), ledsaget af nedregulering af lipogene gener såsom Srebf1 og et målbart fald i de samlede neutrale lipider — hvilket knytter 1-carbon-metabolismen til leverlipogenesen. [19] Uafhængigt heraf blev det endoplasmatiske retikulums protein TXNDC5 identificeret som en interaktionspartner til PRDX6 og HSPA9 i AML12-celler; TXNDC5-mangel reducerede PRDX6- og HSPA9-proteinniveauerne og medførte et signifikant fald i lipidperoxidation samt nedsat glutathion- og iPLA2-aktivitet. [20] Med udgangspunkt i den samme model beskyttede squalen indkapslet i PLGA-nanopartikler AML12-celler mod oxidativt stress og endoplasmatisk retikulumstress på en TXNDC5-afhængig måde, hvor der blev observeret en hurtig og effektiv cellulær optagelse ved 30 µM — fund, der er relevante for fremtidige terapeutiske strategier for fedtleversygdom. [21]

Insulinsignalering og metaboliske sygdomme

AML12-celler er blevet anvendt som et in vitro-værktøj til at undersøge insulinsignalering og dens patologiske forstyrrelse. Butler og kolleger anvendte AML12-celler til at validere en antisense-oligonukleotidstrategi rettet mod PTEN, et lipidfosfatase, der negativt regulerer PI3K-signalvejen. Transfektion af PTEN-antisense-oligonukleotider i AML12-celler reducerede PTEN-mRNA- og proteinniveauerne og øgede den insulinstimulerede Akt-fosforylering, hvilket leverede et mekanistisk proof of concept, inden systemisk administration i db/db- og ob/ob-mus normaliserede blodsukkerniveauerne. [14] Denne undersøgelse illustrerede værdien af AML12-celler som en første-trins screeningsplatform for metaboliske interventioner rettet mod insulinresistens.

I benchmarking-undersøgelsen af Sefried og kolleger blev AML12-cellernes egnethed til forskning i insulinsignalering og hepatokin-genekspression vurderet direkte. [8] Ved at sammenligne AML12 med HepG2- og THLE-2-celler fandt forfatterne, at den akutte insulinfølsomhed i AML12-cellerne var stærkt afhængig af dyrkningsmediets sammensætning, og at AML12-cellerne kun udtrykte lave eller ikke-påviselige niveauer af flere glukoneogene og hepatokin-transkripter. PPARδ-afhængig genregulering var sammenlignelig mellem AML12 og HepG2, men kun HepG2-celler reproducerede den cAMP-medierede regulering af hepatisk glukoneogenese. Forfatterne konkluderede, at HepG2-cellerne for disse specifikke endepunkter lignede in vivo-situationen mere trods deres tumorigeniske oprindelse — en afgørende faktor ved valg af model til forskning i insulinresistens eller type 2-diabetes.

Tomatin er blevet evalueret med hensyn til dets evne til at forbedre glukosemetabolismen og mitokondrieåndningen i højt glukoseinducerede, insulinresistente AML12- og HepG2-celler. [22] Tomatin øgede glukoseforbruget dosisafhængigt, genoprettede ekspressionen af glukosetransportøren Glut2 og af gener relateret til glukoneogenese, aktiverede AMPK-fosforylering og opregulerede PGC1α samt forbedrede iltforbrugsraten, ATP-produktionen og proteinerne i det mitokondrielle oxidative fosforyleringskompleks. Både genetisk og farmakologisk hæmning af AMPK ophævede disse fordele, hvilket bekræfter signalvejens centrale rolle og positionerer AML12-celler som en nyttig platform til screening af naturlige forbindelser med antidiabetisk potentiale. Disse fund understreger cellelinjens relevans for undersøgelsen af mekanismerne bag lipidmetabolisme, insulinresistens og fedtleversygdom.

Forskning i hepatocellulært karcinom og viral hepatitis

AML12-cellernes ikke-transformerede status gør dem til en ideel kontrol- eller forældrelinje i forskning i hepatocellulært karcinom (HCC). Lee og kolleger udviklede tetracyklin-regulerede derivater af AML12-celler, der udtrykker hepatitis B-virus X-protein (pX), for at skabe modeller for pX-medieret transformation. [4] Ved at sammenligne den differentierede, transformerende sublinje (3pX-1) med den dedifferentierede, ikke-transformerende sublinje (4pX-1), definerede forfatterne tydelige ændringer i cellecyklussen knyttet til vedvarende aktivering af henholdsvis Ras-Raf-MAPK- og JNK-signalvejen, hvilket demonstrerede, hvordan AML12-forældreceller kan fungere som en kontrolleret baggrund for at analysere onkogen signalering.

Plantebaserede kræftmidler er også blevet evalueret i hepatocytkontekster ved hjælp af AML12-celler. Choedon og kolleger testede fraktioner af tørret latex fra Calotropis procera mod hepatomlinjen Huh-7, den ikke-hepatomlinje COS-1 og ikke-transformerede AML12-hepatocytter. Det metanoliske ekstrakt og dets fraktion 8 inducerede omfattende celledød og DNA-fragmentering i Huh-7- og COS-1-celler, mens AML12-cellerne blev skånet; sideløbende beskyttede oral administration af den tørrede latex fuldstændigt X15-myc-transgene mus mod hepatokarcinogenese. [15] Sådanne selektivitetsanalyser, hvor AML12-celler anvendes som reference for ikke-maligne hepatocytter, er en almindelig strategi til at identificere kandidatforbindelser med præferentiel toksicitet over for tumorceller frem for normalt leverparenchym.

Retinsyre (RA)-signalering, som er impliceret i undertrykkelse af HCC, er blevet omfattende kortlagt i AML12-celler ved hjælp af cDNA-mikroarrayanalyse af 39.000 murine gener. Mamoon og kolleger identificerede 15 gener, der var opreguleret, og 3, der var nedreguleret mindst to gange efter 3 timers behandling med all-trans RA, mens 26 var opreguleret og 48 nedreguleret efter 24 timer. [6] I en opfølgende undersøgelse foretaget af Ventura-Holman og kolleger anvendtes mikroarrayanalyse af AML12-celler, der var stabilt transfekteret med v-erbA — et onkoprotein, der vides at udøve en dominant-negativ effekt på retinsyre-receptorer — for at identificere, hvilke RA-responsive gener der påvirkes af v-erbA, samt gener reguleret af v-erbA på niveauet for basal transkription, hvoraf flere er impliceret i carcinogenese. [16]

Oxidativt stress og iskæmi-reperfusionsskade

Iskæmi-reperfusionsskade (I/R) udgør en stor klinisk udfordring inden for leverkirurgi og -transplantation, og AML12-celler er blevet anvendt til at modellere de underliggende oxidative mekanismer. Haga og kolleger påviste, at AML12-celler, der blev udsat for hypoxi/reoxygenering, hurtigt udviklede oxidativt stress, hvor mange celler gennemgik apoptose. [17] Nedregulering af p66-isoformen af ShcA (p66shc) ved hjælp af RNAi reducerede markant det cellulære oxidative stress og H/R-induceret apoptose og medførte resistens over for hydrogenperoxid. Beskyttelsen kunne tilskrives øget fjernelse af reaktive iltarter (ROS) snarere end hæmning af ROS-dannelsen: de antioxidante proteiner MnSOD og Ref-1 samt det antiapoptotiske Bcl-xL blev opreguleret, mens det proapoptotiske FLICE blev nedreguleret, hvorimod katalaseekspressionen forblev uændret. Disse fund identificerede p66shc som et potentielt terapeutisk mål ved I/R-skade i leveren.

Antisense-oligonukleotidteknologi er blevet karakteriseret i AML12-celler i forbindelse med Fas-medieret celledød. Thonberg og kolleger sammenlignede seks fosforothioat-oligonukleotider rettet mod Fas-mRNA i AML12-celler og påviste, at fire af dem signifikant reducerede mRNA-niveauerne, og at ét frembragte et stabilt 3′-mRNA-spaltningsfragment, der kunne kortlægges til den antisense-komplementære sekvens. [5] Denne undersøgelse fremhævede AML12-celler som en egnet model til evaluering af antisense-effektivitet og til undersøgelse af mekanismerne bag RNase H-medieret RNA-nedbrydning i leverceller.

En omfattende cytogenetisk og transkriptomisk profilering har bekræftet, at AML12-celler opretholder et tydeligt hepatocyt-afstamningsprogram med robust ekspression af Hnf4a, Foxa2 og Prox1, nukleært HNF4α-protein samt fravær af de stamcelle-definerende markører for hepatiske stjerneceller, kolangiocytter og Kupffer-celler. [18] Det samme datasæt afslørede imidlertid en markant stress- og progenitor-associeret transkriptionel signatur, herunder meget høj ekspression af Spp1/osteopontin, Ccl2 og Plscr1 sammen med ductulære markører såsom Krt19, Sox9, Hnf1b og Jag1. Denne skades tilpassede, progenitorlignende baselinetilstand gør AML12 til en praktisk model for hepatocyt-intrinsisk stress, inflammatorisk signalering og epitelial plasticitet, forudsat at baselinetilstanden tages i betragtning ved fortolkningen af resultaterne i undersøgelser af oxidativt stress og toksikologi.

Konklusion

AML12-celler er fortsat en af de mest anvendte murine hepatocytmodeller inden for leverforskning og tilbyder en unik balance mellem differentieret hepatocytfunktion og langvarig in vitro-stabilitet. Linjen, der blev etableret af Wu, Merlino og Fausto i 1994 [1], har siden understøttet forskning inden for ikke-alkoholisk fedtleversygdom, lægemiddelinduceret leverskade, lipidmetabolisme, insulinresistens, apoptose, hepatocellulært karcinom og iskæmi-reperfusionsskade. Den banebrydende undersøgelse af Sefried og kolleger afgrænsede grænserne for deres insulinsignaleringskapacitet og viste, at HepG2-celler for glukoneogene og hepatokin-endepunkter faktisk kan være den model, der ligger tættest på. [8] Nyere cytogenetisk og transkriptomisk profilering har dokumenteret en næsten tetraploid, aneuploid karyotype og delvis dedifferentiering, hvilket taler for komplementær validering i primære hepatocytter, organoider eller in vivo-modeller, hvor der kræves fuldt moden hepatocytfunktion. [18] Når man tager disse forbehold i betragtning – uanset om det drejer sig om PPARα-farmakologi, modellering af viral hepatitis eller undersøgelse af oxidativt stress – udgør AML12-celler en pålidelig og velkarakteriseret platform for hypotese-drevet leverbiologi. For at bestille AML12-celler eller forespørge om specifikationer, besøg cytion.com.

Vigtige publikationer

1. Wu JC, Merlino G, Fausto N (1994) Etablering og karakterisering af differentierede, ikke-transformerede hepatocytcellelinjer afledt af mus, der er transgene for transformerende vækstfaktor alfa. Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America. PMID: 7904757
2. Wada W, Maeshima A, Zhang YQ (2004) Vurdering af funktionen af betaC-underenheden af activin i dyrkede hepatocytter. American Journal of Physiology. Endocrinology and Metabolism. PMID: 15039147
3. Wada W, Medina JJ, Kuwano H (2005) Sammenligning af funktionen af beta(C)- og beta(E)-underenhederne af activin i AML12-hepatocytter. Endocrine Journal. PMID: 15863943
4. Lee S, Tarn C, Wang WH (2002) Hepatitis B-virus X-proteinet regulerer cellecyklusforløbet forskelligt i X-transformerende og ikke-transformerende hepatocyt (AML12)-cellelinjer. The Journal of Biological Chemistry. PMID: 11756437
5. Thonberg H, Dahlgren C, Wahlestedt C (2004) Antisense-induceret nedbrydning af Fas-mRNA producerer et stedsspecifikt, stabilt 3'-mRNA-fragment ved exonukleasespaltning ved den komplementære sekvens. Oligonucleotides. PMID: 15625917
6. Mamoon A, Ventura-Holman T, Maher JF (2008) Retinsyre-responsive gener i den murine hepatocytcellelinje AML 12. *Gene*. PMID: 18006250
7. Clemenz M, Frost N, Schupp M (2008) Regulering af leverspecifikke målgener for peroxisomproliferator-aktiveret receptor alfa ved hjælp af angiotensin-type-1-receptorblokkereren telmisartan. Diabetes. PMID: 18184928
8. Sefried S, Häring HU, Weigert C (2018) Egnethed af hepatocytcellelinjerne HepG2, AML12 og THLE-2 til undersøgelse af insulinsignalering og hepatokin-genekspression. Open biology. PMID: 30355754
9. Pierce RH, Campbell JS, Stephenson AB (2000) Forstyrrelse af redox-homeostasen ved tumornekrosefaktor-induceret apoptose i en hepatocytcellelinje fra mus. The American Journal of Pathology. PMID: 10880392
10. Liao JH, Zhou BH, Chai MQ (2001) Cycloheximid blokerer TGF-beta1-induceret apoptose i hepatocytter fra mus. *Acta pharmacologica Sinica*. PMID: 11741524
11. Dooley S, Hamzavi J, Ciuclan L (2008) Hepatocyt-specifik Smad7-ekspression dæmper TGF-beta-medieret fibrogenese og beskytter mod leverskade. Gastroenterology. PMID: 18602923
12. Huang Z, Zhou X, Nicholson AC (2008) Aktivering af peroxisomproliferator-aktiveret receptor-alfa hos mus inducerer ekspression af den hepatiske lavdensitetslipoproteinreceptor. British Journal of Pharmacology. PMID: 18852694
13. Qiu L, Wu X, Chau JF (2008) Aldosereduktase regulerer fosforyleringen og aktiviteten af den hepatiske peroxisomproliferator-aktiverede receptor alfa og påvirker dermed lipidhomeostasen. The Journal of biological chemistry. PMID: 18445591
14. Butler M, McKay RA, Popoff IJ (2002) Specifik hæmning af PTEN-ekspressionen reverserer hyperglykæmi hos diabetiske mus. Diabetes. PMID: 11916922
15. Choedon T, Mathan G, Arya S (2006) Anticancer- og cytotoksiske egenskaber ved latexen fra Calotropis procera i en transgen musemodel for hepatocellulært karcinom. World Journal of Gastroenterology. PMID: 16688796
16. Ventura-Holman T, Mamoon A, Subauste JS (2008) Modulering af ekspressionen af RA-regulerede gener ved onkoproteinet v-erbA. Gene. PMID: 18775481
17. Haga S, Terui K, Fukai M (2008) Forebyggelse af hypoxi-/reoxygeneringsskader på hepatocytter ved p66(shc)-ablation: opregulering af antioxidante og antiapoptotiske proteiner. Journal of hepatology. PMID: 18191273
18. Asar DY, Kankel S, Keller DT (2026) Omfattende cytogenetisk og genomisk profilering af den murine AML12 (Alpha Mouse Liver 12) hepatocytcellelinje. Cells. PMID: 41827824
19. Yoda M, Mizuno R, Izumi Y (2023) Nikotinamid-N-metyltransferase regulerer lipidmetabolismen via SAM og 1-methylnikotinamid i AML12-hepatocytcellelinjen. Journal of Biochemistry. PMID: 37014628
20. Bidooki SH, Sánchez-Marco J, Martínez-Beamonte R (2023) Endoplasmatisk retikulum-proteinet TXNDC5 interagerer med PRDX6 og HSPA9 for at regulere glutathionmetabolismen og lipidperoxidation i den hepatiske AML12-cellelinje. International Journal of Molecular Sciences. PMID: 38138960
21. Bidooki SH, Alejo T, Sánchez-Marco J (2022) Nanopartikler med squalen beskytter effektivt AML12-levercellelinjer mod oxidativt stress og endoplasmatisk retikulumstress på en TXNDC5-afhængig måde. Antioxidants. PMID: 35326231
22. Lee YG, Kim D (2025) Tomatin forbedrer glukosemetabolismen og mitokondrieåndingen i de insulinresistente hepatocytcellelinjer AML12 og HepG2 via en AMP-aktiveret proteinkinase-afhængig vej. Cells. PMID: 40072058