Indledning

Den Bend.3-celler Linjen — også kendt under synonymerne bEND.3, b.End3, bEnd3, BEND-3, BEND3 og »brain-derived Endothelial cells.3« — er en transformeret mikrovaskulær endotelcellelinje fra musehjerne, der er blevet et af de mest udbredte in vitro-værktøjer inden for neurovaskulær biologi. Linjen blev etableret ud fra endoteliomvæv fra musehjerne efter transformation med polyomavirusets middle T-antigen, en manipulation, der giver en stabil, ubegrænset proliferationskapacitet, samtidig med at vigtige endotelkarakteristika bevares. Siden karakteriseringen i begyndelsen af 1990’erne har bEnd.3 fungeret som et tilgængeligt og reproducerbart surrogat til undersøgelse af blod-hjerne-barrieren (BBB), cerebral iskæmi, slagtilfælde, reperfusionsskade, angiogenese og endotelcellebiologi i bredere forstand. Dets anvendelighed til modellering af forstyrrelser i blod-hjerne-barrieren i forbindelse med iskæmisk slagtilfælde, Alzheimers sygdom og traumatisk hjerneskade har gjort det til et bredt anvendt værktøj inden for både grundforskning og translationel neurovidenskabelig forskning.

De vigtigste pointer

• bEnd.3 er en transformeret mikrovaskulær endotelcellelinje fra musehjerne, der stammer fra hjernevæv fra BALB/c-mus og er transformeret med polyomavirusets middle T-antigen (Cellosaurus-accessionsnummer CVCL_0170).
• Den anvendes i vid udstrækning som en in vitro-model af blod-hjerne-barrieren til undersøgelse af iskæmisk slagtilfælde, reperfusionsskade, Alzheimers sygdom og neuroinflammation.
• Cellerne udtrykker vigtige markører for blod-hjerne-barrieren, herunder proteinerne claudin-5, occludin og ZO-1, der er forbundet med tætte forbindelser, samt eNOS og PECAM-1.
• bEnd.3-celler udtrykker lymfatiske endotelmarkører såsom LYVE-1 og VEGFR-3, hvilket udvider deres relevans for forskningen inden for vaskulærbiologi.
• Cellelinjen har en fordoblingstid på 26–30 timer, hvilket gør den velegnet til eksperimentelt arbejde i stor skala.
• Barriereens tæthed er begrænset: En maksimal transendoteliel elektrisk modstand på ca. 130 Ω·cm² blev kun opnået i astroglial samdyrkning, og linjen skelner dårligt mellem markører for paracellulær og transcellulær permeabilitet.
• Det er påvist, at bEnd.3-celler kan understøtte opretholdelsen af humane pluripotente stamceller som foderceller, hvilket udvider deres anvendelsesmuligheder inden for stamcellebiologi.

Hvad er bEnd.3?

bEnd.3 stammer fra hjernevæv fra en 6 uger gammel BALB/c-mus af ukendt køn (Cellosaurus-accessionsnummer CVCL_0170). De oprindelige endoteliomceller blev fremstillet ved at transformere murine endotelceller med polyomavirusets middle T (mT)-antigen. En banebrydende undersøgelse fra 1990 af Montesano, Pepper og kolleger påviste, at mT-udtrykkende endoteliomceller udviser markant forøget proteolytisk aktivitet — især forhøjet urokinase-type plasminogenaktivator sammen med nedsat produktion af plasminogenaktivatorinhibitor — og danner store hæmangiomlignende cystiske strukturer i fibringeler, hvilket forklarer onkogenets gennemgribende forstyrrelse af den normale vaskulære udvikling [1]. Dette mekanistiske grundlag var med til at definere den ændrede fænotype, der ligger til grund for bEnd.3’s biologiske adfærd og anvendelighed i eksperimentelle sammenhænge.

Efterfølgende karakteriseringsarbejde har i detaljer afgrænset cellelinjens morfologiske og molekylære profil. Omidi og kolleger rapporterede, at bEnd.3-celler udviser en karakteristisk spindellignende pladecellemorfologi i kultur og udtrykker vesikelassocierede proteiner, herunder clathrin, caveolin-1, flotillin og dynamin II, hvilket er i overensstemmelse med et aktivt vesikulært transportsystem [2]. Den samme undersøgelse bekræftede tilstedeværelsen af transkripter for de tætte forbindelseselementer ZO-1, JAM, occludin, claudin-1 og claudin-5 samt funktionel GLUT-1-medieret glukoseoptagelse og P-glykoprotein-udstrømning. I samdyrkning med C6-astroglia nåede monolagene en maksimal transendoteliel elektrisk modstand på ca. 130 Ω·cm², selvom forfatterne også konstaterede, at cellerne ikke skelnede meningsfuldt mellem paracellulære og transcellulære permeabilitetsprober. Yuen og kolleger rapporterede senere, at bEnd.3-celler også udtrykker de lymfatiske endotelmarkører LYVE-1 og VEGFR-3 samt progenitormarkørerne Sca-1 og CD133, og danner kapillærlignende rør ved stimulering med TNF-alfa — en opdagelse, der udvidede cellelinjens biologiske betydning ud over den klassiske blodkarforskning [3].

Fordelene ved bEnd.3

En af de væsentligste fordele ved bEnd.3 er dens tilgængelighed og praktiske reproducerbarhed. I modsætning til primære mikrovaskulære endotelceller fra hjernen, som kræver besværlige isoleringsprocedurer og har en begrænset passagekapacitet, er bEnd.3 en immortalisert cellelinje, der kan dyrkes pålideligt på tværs af laboratorier. Med en fordoblingstid på 26–30 timer er cellerne velegnede til eksperimenter, der kræver store mængder ensartede celler. Deres stabile ekspression af endotelmarkører — herunder tight junction-proteinerne claudin-5, occludin, og ZO-1 samt eNOS og PECAM-1 — gør dem til en praktisk erstatning for hjernens mikrovaskulære endotel under en bred vifte af eksperimentelle betingelser, forudsat at de nedenfor beskrevne forbehold vedrørende barrierefunktionen tages i betragtning.

bEnd.3’s alsidighed strækker sig på tværs af flere forskningsdiscipliner. I forskellige undersøgelser er denne cellelinje blevet anvendt til at modellere forstyrrelser af blod-hjerne-barrieren (BBB) under iskæmisk slagtilfælde og reperfusionsskade, til at undersøge neuroinflammation udløst af adhæsionsmolekyler, til at kortlægge angiogen genekspression samt til at udforske connexin-medieret intercellulær kommunikation. Desuden har Joubin og kolleger påvist, at bEnd.3-celler kan opretholde humane pluripotente stamceller i en udifferentieret tilstand, idet de fungerer som foderceller, der kan genetisk modificeres — en egenskab, der ikke let kan replikeres med kortlivede primærkulturer [4]. Denne brede anvendelsesmulighed vidner om cellelinjens anvendelighed inden for neurovidenskab, vaskulær biologi, farmakologi og stamcelleforskning.

Begrænsninger ved bEnd.3

På trods af sin udbredte anvendelse har bEnd.3 væsentlige begrænsninger, når den anvendes som en BBB-model. Omidi og kolleger målte en maksimal transendoteliel elektrisk modstand på kun ca. 130 Ω·cm², og denne værdi krævede samdyrkning med C6-astrocytter; hvad der er endnu mere kritisk, viste monolagene kun ringe forskel mellem transcellulære og paracellulære prober, idet permeabilitetskoefficienterne for propranolol og saccharose kun adskilte sig marginalt [2]. Forfatterne konkluderede, at denne metode ikke er egnet til vurdering af transendotelial permeabilitet, men fortsat er værdifuld i forbindelse med undersøgelser af transportmekanismerne i blod-hjerne-barrieren. Permeabilitetsdata, der er genereret i dette system, bør derfor fortolkes med forsigtighed og, hvor det er muligt, suppleres med samdyrkningssystemer eller in vivo-validering.

Selve opbygningen af de tætte samlinger udgør en yderligere svaghed. Song og Pachter sammenlignede bEnd.3 med friskopræparerede primære mikrovaskulære endotelceller fra musehjerne og fandt, at mens de primære celler koncentrerede claudin-5, occludin og ZO-1 langs de intercellulære grænser og adskilte occludin og ZO-1 fra det detergentresistente cytoskeletale skelet, udviste bEnd.3-celler en diffus cytoplasmatisk lokalisering af occludin og ZO-1 og fastholdt disse proteiner overvejende i den opløselige fraktion [5]. Ekspression af et tight junction-protein i bEnd.3 betyder derfor ikke i sig selv, at samlingen af tætte forbindelser er korrekt.

Den ændrede karakter af bEnd.3, der skyldes ekspressionen af mT-onkogenet, kan også medføre fænotypiske artefakter, som ikke forekommer i normalt cerebralt endotel. Forhøjet proteolytisk aktivitet — et karakteristisk træk ved mT-eksprimerende endoteliomceller [1] — og ekspressionen af lymfatiske markører såsom LYVE-1 og VEGFR-3 tyder på, at cellelinjen ikke fuldt ud afspejler det normale endotel i blodkarrene [3]. Desuden er donorens køn ikke angivet for denne cellelinje, hvilket begrænser resultaternes anvendelighed i forbindelse med forskningsspørgsmål, der er opdelt efter køn. Disse overvejelser mindsker ikke cellelinjens værdi, men de understreger vigtigheden af at forstå dens specifikke biologiske kontekst.

Se de fulde specifikationer og bestil

Anvendelser

Modellering af blod-hjerne-barrieren og iskæmisk slagtilfælde

Den mest fremtrædende anvendelse af bEnd.3 er som en in vitro-model af blod-hjerne-barrieren under iskæmiske og post-iskæmiske tilstande. Koto og kolleger påviste, at hypoxi (1 % O₂) ændrede lokaliseringen og proteinniveauet af claudin-5 i bEnd.3-monolag, hvilket forårsagede et målbart fald i den transendoteliale elektriske modstand, og bekræftede det tilsvarende tab af claudin-5 i det retinale mikrovaskulære endotel in vivo [6]. Dette etablerede en mekanistisk sammenhæng mellem omdannelse af tætte samlinger og nedbrydning af barrieren under neural hypoxi og positionerede bEnd.3 som et håndterbart system til at studere de molekylære begivenheder, der ligger til grund for svigt af blod-hjerne-barrieren ved slagtilfælde.

En hyppigt citeret undersøgelse af Kim og kolleger anvendte cellelinjen som en in vitro-BBB-model, der blev udsat for ilt- og glukosemangel (OGD) for at simulere iskæmi. 18 timers OGD inducerede cellulær dysfunktion, øget permeabilitet, nedbrydning af occludin og aktivering af autofagiveje, hvor nedbrudt occludin var kolokaliseret med iskæmiske autofagosomer; både tabet af occludin og ændringen i permeabilitet blev markant reduceret af autofagiinhibitoren 3-methyladenin. De samme molekylære ændringer og deres reversering ved hjælp af 3-methyladenin blev efterfølgende reproduceret i hjernekapillærer fra rotter, der var blevet udsat for okklusion af den midterste cerebrale arterie [7]. Dette arbejde etablerede en mekanistisk ramme, der knyttede autofagisk flux til tab af tætforbindelsesproteiner, og gav vigtig translationel indsigt i slagtilfældepatologien.

Supplerende forskning viste, at agmatin dæmper ekspressionen af matrixmetalloproteinase-2 og -9 i cerebrale endotelceller — herunder bEnd.3 — der var udsat for OGD-reperfusionsskade, hvor nedreguleringen af MMP-9 forløb parallelt med opregulering af eNOS og opretholdt frigivelse af nitrogenoxid, hvilket udgør en potentiel neurobeskyttende mekanisme, der er relevant for hjerneskader og reperfusionsskade [8]. Undersøgelser af Ang II-medieret apoptose viste desuden, at hyperosid beskytter bEnd.3-celler og bevarer integriteten af et in vitro-monolag af blod-hjerne-barrieren (BBB) ved at virke på JAM-A, claudin-5, ZO-1, caveolin-1 og Mfsd2a, hvilket antyder terapeutiske muligheder for cerebrovaskulær beskyttelse [9]. Forskning i overekspression af circLphn3 i bEnd.3-celler fremhævede ligeledes den ikke-kodende RNA’s rolle i opretholdelsen af ekspressionen af proteiner i tætte forbindelser — herunder ZO-1, ZO-2 og occludin — efter traumatisk hjerneskade, hvor circLphn3 fungerer som en molekylær svamp for miR-185-5p [10].

Neuroinflammation, endotelial toksikologi og Alzheimers sygdom

bEnd.3-celler er blevet anvendt i vid udstrækning til at undersøge inflammatorisk signalering i det cerebrovaskulære endotel. Jeong og kolleger viste, at cadmium — et udbredt tungmetal, der akkumuleres uden for blod-hjerne-barrieren — stimulerede ICAM-1-ekspressionen i bEnd.3-celler gennem NF-κB-aktivering drevet af tyrosinfosforylering af IκBα snarere end dets nedbrydning, hvilket gav et mekanistisk grundlag for cadmiuminduceret cerebrovaskulær toksicitet [11]. Tilsvarende rapporterede Zhang og kolleger, at C-reaktivt protein i koncentrationer på 1–75 mg/l øgede ICAM-1- og VCAM-1-ekspressionen samt LDH-udslip i bEnd.3-celler, hvilket tyder på, at dette akutfaseprotein spiller en direkte rolle i skader på blod-hjerne-barrieren under iskæmisk slagtilfælde [12].

Pesticidinduceret endoteltoksicitet er også blevet undersøgt i denne cellelinje. Jung og kolleger påviste, at N-nitrosocarbofuran, den nitroso-metabolit af carbamat-pesticidet carbofuran, inducerede apoptose i bEnd.3-celler via MAP-kinase-signalveje, hvor ERK-signalvejen spillede en dominerende rolle i celledøden [13]. Lysophosphatidylcholin-induceret cytotoksicitet i bEnd.3-celler blev undersøgt af Tsai og kolleger, som tilskrev celledøden en overbelastning af cytosolisk calcium, tab af mitokondrie-membranpotentiale, p38-aktivering og caspase-3-aktivering — især uden dannelse af reaktive iltarter — og identificerede heparin som et beskyttende middel, der virker nedstrøms for p38 [14]. Nyere undersøgelser af behandling med florfenicol dokumenterede, at ROCK/cofilin-medieret F-aktin-omdannelse bidrog til nedsat proliferation og migration i bEnd.3-endotelceller [15].

Inden for forskningen i Alzheimers sygdom har bEnd.3-celler fungeret som model for amyloid-beta-peptid-medieret forstyrrelse af blod-hjerne-barrieren. Chan og kolleger viste, at Aβ-oligomer-inducerede ændringer i autofagi i bEnd.3-celler blev blokeret af RAGE-små interfererende RNA, hvilket knyttede RAGE-signalering via CaMKKβ/AMPK/mTOR-aksen til autofagi-afhængig skade på de tætte forbindelsers strukturproteiner ZO-1, occludin og claudin-5 [16]. I en anden undersøgelse blev det påvist, at polyfenoler fra litchi-frø beskytter blod-hjerne-barrierens integritet ved at hæmme Aβ(25–35)-induceret NLRP3-inflammasomaktivering via den AMPK/mTOR/ULK1-medierede autofagi-signalvej i bEnd.3-celler, hvilket blev bekræftet i en undersøgelse med APP/PS1-transgene mus — en undersøgelse, der fremmet forståelsen af samspillet mellem autofagi og inflammasomet ved det neurovaskulære grænsefladeområde [17]. Fotobiomodulation er blevet undersøgt i samme sammenhæng: Ma og kolleger anvendte LPS-stimulerede bEnd.3-celler sammen med APP/PS1-mus til at påvise, at behandling med nærinfrarødt lys forbedrer mitokondriernes energimetabolisme, opregulerer occludin, claudin-5 og ZO-1 samt beskytter barriereintegriteten på en AMPK-afhængig måde [18].

Angiogenese og vaskulær signalering

bEnd.3 har vist sig at være yderst informativ i studier af angiogen signalering. Yue og kolleger anvendte cDNA-mikroarray til at profilere angiogen genekspression i bEnd.3-celler behandlet med basisk fibroblastvækstfaktor (bFGF) og identificerede opregulering af pro-angiogene gener, herunder ADAMTS1, MMP-9, angiopoietin-1, PDGF-B og G-CSF, nedregulering af anti-angiogene gener såsom TIMP-2 og TSP-3 samt induktion af cyclooxygenase-2 (COX-2) på både mRNA- og proteinniveau [19]. Denne højkapacitetsmetode etablerede bEnd.3 som en praktisk platform til angiogenese-profilering på genomskala.

Hypoxi-drevne angiogene reaktioner er også blevet kortlagt ved hjælp af bEnd.3-celler. Zhu og kolleger påviste, at hypoxi øgede endoglin (CD105)-mRNA- og proteinekspressionen i bEnd.3-celler gennem aktivering af p38 MAPK, hvor hæmmere af denne signalvej — samt dominant-negativt MKK3 — undertrykte induktionen af endoglin [20]. Da endoglin er muteret ved arvelig hæmoragisk telangiektasi og opreguleres under aktiv angiogenese, knyttede disse fund hypoxifølsom MAPK-signalering til patologisk vaskulær remodellering. Li og kolleger viste desuden, at hypoxi opregulerer CD73 (ekto-5'-nukleotidase)-aktivitet, mRNA og protein i bEnd.3-celler på en tidsafhængig måde, mens reoxygenering i første omgang vendte denne induktion, før CD73 steg igen ved langvarig reoxygenering — hvilket antyder, at dannelsen af adenosin fungerer som en neurobeskyttende mekanisme under iskæmi-reperfusion [21].

Angiopoietin-signalering er blevet undersøgt indgående ved hjælp af bEnd.3 som modelsystem. Shi og kolleger etablerede en serumfri apoptosemodel i bEnd.3-celler og påviste, at angiopoietin-1 hæmmer apoptose i mikrovaskulære endotelceller gennem en mekanisme, der involverer nedsat Bax, øget Bcl-2 og reduceret frigivelse af cytochrom C fra mitokondrierne til cytoplasmaet [22]. Perry og kolleger udvidede angiopoietin-biologien til forskning i hæmangiomer og påviste konstitutiv aktivering af Tie-2-receptoren i humant hæmangiom hos spædbørn samt anvendte bEnd.3-celler som et murint modelhæmangiomsystem, hvor farmakologisk hæmning af angiopoietin-2-produktionen næsten eliminerede tumorvæksten in vivo [23].

eNOS, connexiner og endotelfunktion

Biologien bag endotelial nitrogenoxid-syntase (eNOS) er blevet karakteriseret i bEnd.3-celler med betydelig præcision. Govers og kolleger anvendte immunfluorescensmikroskopi til at påvise, at eNOS-lokaliseringen ved plasmamembranen i afgørende grad afhænger af celle-celle-kontakt, med en stærk koncentration ved intercellulære kontaktsteder, der ligner PECAM-1-fordelingsmønsteret snarere end det for VE-cadherin eller plakoglobin, og med en eNOS-aktivitet, der er højere i konfluente end i subkonfluente monolag på trods af uændret ekspression [24]. Denne rumlige sammenhæng mellem eNOS-lokalisering og -aktivitet fremhævede bEnd.3 som en model, hvor den fysiologiske kontekst af konfluent endotel kan undersøges meningsfuldt.

Bevers og kolleger undersøgte eNOS-afkobling i bEnd.3-celler, som udtrykker eNOS i niveauer, der ligger mere end to størrelsesordener over niveauerne i en sammenligningsendotellinje, samtidig med at de mangler iNOS og nNOS. De fandt, at tilskud af tetrahydrobiopterin (BH4) øgede NO-produktionen og mindskede dannelsen af reaktive iltarter, mens tilsætning af ekstra L-arginin øgede den VEGF-inducerede ROS yderligere — hvilket indikerer, at det er en relativ BH4-mangel, ikke tilgængeligheden af arginin, der driver afkoblingen i denne sammenhæng [25]. Dette resultat har direkte relevans for de vaskulære komplikationer ved tilstande som hypertension og aterosklerose, hvor vedvarende overekspression af eNOS paradoksalt nok kan fremme oxidativt stress.

Connexin-medieret kommunikation via gap junctions er også blevet undersøgt i bEnd.3-celler. Kwak og kolleger sammenlignede connexin-ekspression og celle-til-celle-kobling før og efter mekanisk sårdannelse i bEnd.3-monolag og observerede, at såret inducerede en opregulering af Cx43 og en nedregulering af Cx37 på skadestedet, mens Cx40 forblev upåvirket [26]. Stabil transfektion med dominant-negative connexin-hæmmere forlængede den tid, der kræves for fuldstændig sårlukning, med ca. 50 % uden at ændre proliferation, enkeltcellemigration eller proteolytisk aktivitet, hvilket fastslår en specifik rolle for kommunikation via gap-junctioner i koordineret endotelial sårreparation.

Sekretion af neurotrofiske faktorer og anvendelser af stamceller

bEnd.3-celler udskiller neurotrofiske faktorer, der virker på det omgivende neurale mikromiljø. Wang og kolleger påviste, at hjerneafledt neurotrofisk faktor (BDNF) udtrykkes og frigives af bEnd.3-celler, hvor både vedvarende og intermitterende hypoxi stimulerer BDNF-udskillelsen — idet intermitterende hypoxi er den mest potente stimulus [27]. Den hypoxi-inducerede frigivelse af BDNF blev delvist hæmmet af N-acetyl-L-cystein og af et superoxiddismutase-mimetikum, hvilket tyder på, at reaktive iltarter er involveret i hypoxidrevet neurotrofisk signalering, og krævede mobilisering af calcium fra interne lagre. Disse fund fastslog, at det mikrovaskulære endotel i hjernen er en aktiv deltager i neuronernes overlevelse og ikke blot en passiv barriere.

Mest slående var det, at Joubin og kolleger viste, at bEnd.3-celler opretholder humane pluripotente stamceller i en udifferentieret tilstand ved at udskille en opløselig aktivitet, der efterligner den niche, som embryonale fibroblaster fra mus leverer [4]. Forfatterne påviste desuden, at bEnd.3-celler kan genetisk manipuleres til at udtrykke fluorescerende markører eller lægemiddelresistensgener, hvilket skaber skræddersyede føderlag til stamcellekulturer — en anvendelse, der væsentligt udvider cellelinjens anvendelighed ud over klassisk endotelforskning.

Konklusion

bEnd.3 er fortsat en af de mest alsidige og produktive cellelinjer inden for neurovaskulær forskning og forskning i blod-hjerne-barrieren (BBB). Fra modellering af iskæmisk slagtilfælde og reperfusionsskade til analyse af eNOS-signalering, connexin-medieret sårheling, angiogen genekspression og autofagi-drevet forstyrrelse af tætte samlinger har denne musehjerne-mikrovaskulære endotelcellelinje bidraget med indsigt på tværs af flere biomedicinske discipliner. Dens anvendelighed i forbindelse med spørgsmål vedrørende Alzheimers sygdom, traumatiske hjerneskader og screening af neurobeskyttende midler styrker yderligere dens plads i værktøjskassen til neurovidenskabelig forskning — forudsat at der i forsøgsdesignet tages højde for dens begrænsede barriereevne og transformerede fænotype. Forskere, der søger en velkarakteriseret, reproducerbar og eksperimentelt håndterbar in vitro-model for endotelceller og transport gennem blod-hjerne-barrieren, opfordres til at undersøge Bend.3-celler, der er tilgængelige på cytion.com, hvor der findes fuldstændige produktspecifikationer og bestillingsoplysninger.

Vigtige publikationer

1. Montesano R, Pepper MS, Möhle-Steinlein U, et al. (1990) Øget proteolytisk aktivitet er ansvarlig for den afvigende morfogenetiske adfærd hos endotelceller, der udtrykker det midterste T-onkogen. Cell 62:435–445. PMID: 2379237
2. Omidi Y, Campbell L, Barar J, et al. (2003) Evaluering af den immortalisere musehjerne-kapillærendotelcellelinje, b.End3, som en in vitro-model for blod-hjerne-barrieren til undersøgelser af lægemiddeloptagelse og -transport. Brain Research 990:95–112. PMID: 14568334
3. Yuen D, Leu R, Tse J, et al. (2014) Ny karakterisering af bEnd.3-celler, der udtrykker hyaluronanreceptor-1 i lymfekarets endotel. Lymphology 47:73–81. PMID: 25282873
4. Joubin K, Richardson A, Novoa N, et al. (2012) Endotelcellelinjen bEnd.3 opretholder humane pluripotente stamceller. Stem Cells and Development 21:2312–2321. PMID: 22224974
5. Song L, Pachter JS (2003) Dyrkning af mikrovaskulære endotelceller fra musehjerne, der opretholder ekspressionen og cytoskelet-associeringen af proteiner forbundet med tætte forbindelser. In Vitro Cellular & Developmental Biology. Animal 39:313–320. PMID: 14613336
6. Koto T, Takubo K, Ishida S, et al. (2007) Hypoxi forstyrrer barrierefunktionen i neurale blodkar gennem ændringer i ekspressionen af claudin-5 i endotelceller. The American Journal of Pathology 170:1389–1397. PMID: 17392177
7. Kim KA, Kim D, Kim JH, et al. (2020) Autofagi-medieret nedbrydning af occludin bidrager til forstyrrelse af blod-hjerne-barrieren under iskæmi i bEnd.3-hjerneendotelceller og rotte-modeller for iskæmisk slagtilfælde. Fluids and Barriers of the CNS 17:21. PMID: 32169114
8. Yang MZ, Mun CH, Choi YJ, et al. (2007) Agmatin hæmmer matrixmetalloproteinase-9 via endotelial nitrogenoxidsyntase i cerebrale endotelceller. Neurological Research 29:749–754. PMID: 17588309
9. Xie YY, Lu YW, Yu GR (2022) Hyperosids beskyttende virkninger mod Ang II-medieret apoptose i bEnd.3-celler og skade på blod-hjerne-barrieren in vitro. BMC Complementary Medicine and Therapies 22:157. PMID: 35698113
10. Cheng YQ, Wu CR, Du MR, et al. (2022) CircLphn3 beskytter blod-hjerne-barrieren ved traumatisk hjerneskade. Neural Regeneration Research 17:812–818. PMID: 34472480
11. Jeong EM, Moon CH, Kim CS, et al. (2004) Cadmium stimulerer ekspressionen af ICAM-1 via NF-kappaB-aktivering i cerebrovaskulære endotelceller. Biochemical and Biophysical Research Communications 320:887–892. PMID: 15240131
12. Zhang J, Rui YC, Yang PY, et al. (2006) C-reaktivt protein inducerede ekspression af adhæsionsmolekyler i dyrkede cerebrale mikrovaskulære endotelceller. Life Sciences 78:2983–2988. PMID: 16412476
13. Jung YS, Kim CS, Park HS, et al. (2003) N-nitrosocarbofuran inducerer apoptose i mikrovaskulære endotelceller fra musehjerne (bEnd.3). Journal of Pharmacological Sciences 93:489–495. PMID: 14737022
14. Tsai TY, Leong IL, Cheng KS, et al. (2019) Lysophosphatidylcholin-induceret cytotoksicitet og beskyttelse ved heparin i bEND.3-endotelceller fra musehjerne. Fundamental & Clinical Pharmacology 33:52–62. PMID: 29974515
15. Hu D, Shen Z, Hou X, et al. (2025) ROCK-medieret aktinomdannelse bidrager til nedsat proliferation og migration af bEnd.3-endotelceller behandlet med florfenicol. Journal of Biochemical and Molecular Toxicology 39:e70453. PMID: 40826991
16. Chan Y, Chen W, Chen Y, et al. (2020) Yi-Zhi-Fang-Dai-formlen udøver en beskyttende virkning mod skader på proteinerne i tætte forbindelsers struktur in vitro og in vivo ved at mediere autofagi gennem regulering af RAGE/CaMKKβ/AMPK/mTOR-signalvejen. Biological & Pharmaceutical Bulletin 43:1847–1858. PMID: 33268702
17. Xiong R, Zhou XG, Tang Y, et al. (2021) Polyfenoler fra litchi-frø beskytter blod-hjerne-barrieren ved at hæmme Aβ(25-35)-induceret aktivering af NLRP3-inflammasomet via AMPK/mTOR/ULK1-medieret autofagi i bEnd.3-celler og APP/PS1-mus. Phytotherapy Research 35:954–973. PMID: 32893437
18. Ma C, Ye Y, Shi X, et al. (2025) Fotobiomodulation mindsker forstyrrelsen af blod-hjerne-barrieren i en APP/PS1-musemodel for Alzheimers sygdom ved at aktivere AMPK-signalvejen. Alzheimer’s Research & Therapy 17:141. PMID: 40551167
19. Yue F, Zhang GP, Jin HM (2006) Effekter af basisk fibroblastvækstfaktor på ekspressionen af det angiogene genprofil og cyclooxygenase-2 i mikrovaskulære endotelceller i hjernen. Sheng Li Xue Bao 58:124–128. PMID: 16628358
20. Zhu Y, Sun Y, Xie L, et al. (2003) Hypoxisk induktion af endoglin via mitogen-aktiverede proteinkinaser i mikrovaskulære endotelceller i musehjerne. Stroke 34:2483–2488. PMID: 12947156
21. Li X, Zhou T, Zhi X, et al. (2006) Effekten af hypoxi/reoxygenering på CD73 (ekto-5'-nukleotidase) i endotelcellelinjer fra musens mikrovaskulatur. Microvascular Research 72:48–53. PMID: 16828810
22. Shi LG, Zhang GP, Jin HM (2006) Hæmning af apoptose i mikrovaskulære endotelceller ved hjælp af angiopoietin-1 og cytochrom C’s rolle. Chinese Medical Journal 119:725–730. PMID: 16701012
23. Perry BN, Govindarajan B, Bhandarkar SS m.fl. (2006) Farmakologisk blokering af angiopoietin-2 er effektiv mod modelhemangiomer hos mus. The Journal of Investigative Dermatology 126:2316–2322. PMID: 16741507
24. Govers R, Bevers L, de Bree P, et al. (2002) Endotelial nitrogenoxid-syntaseaktivitet er knyttet til dens tilstedeværelse ved celle-celle-kontakter. The Biochemical Journal 361:193–201. PMID: 11772391
25. Bevers LM, Braam B, Post JA, et al. (2006) Tetrahydrobiopterin, men ikke L-arginin, mindsker afkoblingen af NO-syntase i celler, der udtrykker høje niveauer af endotelial NO-syntase. Hypertension 47:87–94. PMID: 16344367
26. Kwak BR, Pepper MS, Gros DB, et al. (2001) Hæmning af endotelial sårreparation ved hjælp af dominant-negative connexin-hæmmere. Molecular Biology of the Cell 12:831–845. PMID: 11294890
27. Wang H, Ward N, Boswell M, et al. (2006) Udskillelse af hjerneafledt neurotrofisk faktor fra mikrovaskulære endotelceller i hjernen. The European Journal of Neuroscience 23:1665–1670. PMID: 16553631