Indledning

Den 3T6-Schweiziske albino-celler, også kendt som Swiss 3T6, NIH 3T6, 3T6 og GM05862, udgør en af de mest langlivede, spontant udødeliggjorte musefibroblastcellelinjer inden for biomedicinsk forskning. Denne linje, der blev etableret i 1963 af Todaro og Green ud fra opdelte Swiss-musembryoner, var blandt de første til at påvise, at primære musembryoceller kunne gennemgå spontan udødeliggørelse under definerede passageringsbetingelser [1]. I de efterfølgende årtier har forskere anvendt 3T6-Swiss-albino-celler inden for et bemærkelsesværdigt bredt spektrum af discipliner, herunder virologi, DNA-reparation, nukleotidmetabolisme, receptorbiologi og evaluering af biomaterialer. Cellelinjens hurtige fordoblingstid, robuste vækstegenskaber og fibroblastiske morfologi gør den til en eksperimentelt håndterbar model. Dens velkarakteriserede reaktionsevne over for vækstfaktorer og mitogener har også gjort den til et foretrukket redskab til at studere signaltransduktion og regulering af cellecyklussen i ikke-transformerede kontra spontant transformerede fibroblastmiljøer.

De vigtigste pointer

• 3T6-Swiss albino er en spontant immortaliseret fibroblastcellelinje fra mus, der blev etableret i 1963 ud fra embryoner fra Swiss-mus af Todaro og Green.
• Cellelinjen har Cellosaurus-accessionsnummeret CVCL_0601 og udmærker sig ved en usædvanlig hurtig fordoblingstid på ca. 15 timer.
• Betegnelsen »3T6« angiver den dyrkningsmetode, der er anvendt til at fremstille den: overførsel hver 3. dag med et inokulum på 6 × 10⁵ celler pr. plade.
• Det har været udbredt anvendt i virologiske undersøgelser, især i forbindelse med forskning i transkription, replikation og kapsidproteiner hos polyomavirus.
• Denne stamme fungerer som en robust model til undersøgelse af DNA-reparationsmekanismer, signalering af vækstfaktorer og nukleotidbiosyntese.
• 3T6-Swiss-albino-celler er modtagelige for intracellulær bakterieinfektion, hvilket gør dem velegnede til undersøgelser af interaktionen mellem vært og patogen.
• Cellelinjen er blevet valideret til biokompatibilitets- og cytotoksicitetsanalyser inden for forskning i biomaterialer og sårheling.

Hvad er 3T6-Swiss albino?

3T6-Swiss albino (CVCL_0601) stammer fra væv fra hele embryoner fra Swiss albino-mus; i Cellosaurus er linjens køn angivet som han. De oprindelige kulturer blev fremstillet ved at findele samlede 17- til 19-dages gamle schweiziske musembryoner, så linjen kan ikke spores tilbage til et enkelt identificeret donordyr [1]. Cellelinjen blev etableret ved hjælp af den banebrydende 3T-protokol, der blev udviklet af Todaro og Green, hvor primære musembryoceller blev passageret serielt med faste intervaller og inokulationsdensiteter, indtil der opstod spontan immortalisering. Nomenklaturen afspejler dette forløb direkte: »3T« betegner overførsel med tre dages mellemrum, og det andet tal angiver inokulummet i enheder af 10⁵ celler pr. plade. Derfor blev 3T6-cellerne holdt på 6 × 10⁵ celler pr. plade, sammen med søsterlinjerne 3T3 (3 × 10⁵) og 3T12 (12 × 10⁵) som er beskrevet i samme undersøgelse [1].

De dyrkningsbetingelser, der blev anvendt under etableringen, var afgørende for den resulterende fænotype. Mens 3T3-cellerne bevidst blev holdt sparsomt udplantet og aldrig fik lov til at nå konfluens — hvilket resulterede i en stamme, der er særdeles følsom over for kontaktinhibering — mistede de stammer, der blev dyrket ved højere tætheder, gradvist deres kontaktinhibering, dannede flerlag og nåede langt højere mætningstætheder [1]. Cellebanker beskriver derfor 3T6 som ikke-kontaktinhiberet, i direkte modsætning til 3T3. Ligesom alle etablerede muselinjer i den pågældende undersøgelse skiftede også 3T6 fra en diploid til en heteroploid karyotype under etableringen og endte i det hypotetraploide interval; biobanker rapporterer om en ustabil karyotype med en stamlinje på 78–81 kromosomer. Linjen producerer kollagen og hyaluronsyre og bevarer visse bindevævskarakteristika, der afspejler dens fibroblastiske oprindelse. Artsidentiteten er blevet bekræftet ved højkapacitetssekventering rettet mod cytochrom c-oxidase-underenhed 1 (COX1)-genet, hvilket giver en uafhængig molekylær autentificering af den murine oprindelse [2].

Oplysninger om cellekulturer

Fordele ved 3T6-Swiss-albino-celler

En af de mest praktiske fordele ved 3T6-Swiss-albino-celler er deres hurtige proliferationshastighed. Todaro og Green dokumenterede, hvordan generationstiden for den nye 3T6-stamme faldt fra 29 timer til 15 timer over otte på hinanden følgende overførsler, efter at populationen var blevet fuldt heteroploid, idet der i samme stamme blev registreret værdier på under 14 timer [1]. Cellebanker angiver derfor en fordoblingstid på ca. 15 timer. Dette understøtter eksperimentelle arbejdsgange med høj kapacitet og reducerer den tid, der kræves for at generere et tilstrækkeligt antal celler til analyser, mens det vedhæftende monolags-vækstmønster muliggør enkel mikroskopisk observation og manipulation.

Den brede eksperimentelle anvendelighed af 3T6-Swiss-albino-celler udgør en anden væsentlig fordel. Cellelinjen understøtter både stabil og transient transfektion med en række ekspressionskonstruktioner, er blevet anvendt til produktiv dyrkning af polyomavirus og reagerer pålideligt på ekstracellulære stimuli såsom vækstfaktorer og purinergiske agonister. Denne alsidighed betyder, at en enkelt cellelinje kan dække flere eksperimentelle behov inden for ét laboratorium, hvilket mindsker byrden ved at opretholde adskillige forskellige cellebanker. Desuden har linjen vist sig at være nyttig inden for et bredt spektrum af discipliner — fra molekylær virologi til testning af biomaterialer — hvilket understreger dens brede anvendelighed.

Begrænsninger ved 3T6-Swiss-albino-celler

Som en spontant immortaliseret cellelinje, der mistede kontaktinhibitionen under etableringen, når 3T6-Swiss-albino-celler langt højere mætningsdensiteter end normale fibroblaster og udviser ikke den tæthedsafhængige vækststop, der kendetegner kontaktinhiberede kulturer [1]. De afspejler derfor ikke de kontakthæmningsreaktioner, man ser i cellelinjer som 3T3, hvilket kan være en afgørende faktor, når man udformer eksperimenter, der har til formål at gengive normal vævsfysiologi. Forskere, der undersøger tumorsuppression, forankringsafhængig vækstkontrol eller normale sårhelingsreaktioner, bør udvise forsigtighed ved fortolkningen af resultater fra denne cellelinje. Karyotypen udgør en relateret begrænsning: 3T6 er heteroploid snarere end diploid, med et ustabilt kromosomkomplement i det hypotetraploide område, og er derfor ikke en egnet baggrund for arbejde, der kræver et euploidt genom.

En yderligere begrænsning vedrører modellens musebaserede, embryonale og fibroblastiske karakter. Resultater opnået i 3T6-Swiss-albino-celler kan muligvis ikke direkte overføres til menneskelig cellebiologi eller til differentierede celletyper. Som det er tilfældet med alle kontinuerlige cellelinjer, kan genomisk drift over et stort antal passager medføre fænotypisk variabilitet. Der anbefales derfor regelmæssig autentificering for at bekræfte artsidentiteten og påvise potentielle tilfælde af krydskontaminering over tid. Bemærk, at STR-profilering (Short Tandem Repeat), som er guldstandarden for humane cellelinjer, ikke kan anvendes her; for ikke-humane cellelinjer er DNA-stregkodning af COX1-genet den etablerede metode, og 3T6 er blevet autentificeret ved netop denne metode [2].

Se de fulde specifikationer og bestil

Anvendelser

Virologi og viral genekspression

3T6-Swiss-albino-celler har i flere årtier fungeret som et produktivt værtssystem for forskning i polyomavirus. Hyde-DeRuyscher og Carmichael anvendte NIH 3T6-celler til at gennemføre detaljerede nukleare run-on-assays og analysere den tidsmæssige regulering af polyomavirus-genekspression under produktiv infektion [3]. Deres arbejde påviste, at overgangen fra polyomavirusets tidlige til sene fase ikke blev reguleret på niveauet for transkriptionsinitiering. I stedet var overgangen forbundet med ændringer i RNA-bearbejdningen, et fund, der fundamentalt formede forståelsen af viral genregulering i musefibroblaster.

Rhee og Carmichael udnyttede NIH 3T6-infektionssystemet til at undersøge translationseffektiviteten af polyomavirus-sen-mRNA'er. De koinficerede celler med to virale stammer, der kun adskilte sig i deres 5'-ikke-kodende sene leader-exonsekvenser, og isolerede polysomer på sene infektionstidspunkter [4]. Deres polysomprofileringseksperimenter viste, at sekvensen af det sene leader-eksons ikke påvirkede translationseffektiviteten, hvilket gav en vigtig mekanistisk indsigt i udnyttelsen af viralt mRNA.

I en supplerende undersøgelse identificerede Chang og kolleger et nukleært lokaliseringssignal (NLS) i den C-terminale region af polyomavirus’ mindre kapsidprotein VP2 ved hjælp af to konvergerende strategier [5]. I den genetiske »subtraktive« tilgang blev VP2-konstruktioner i fuld længde og i trunkeret form transfekteret i COS-7-celler, hvilket viste, at fjernelse af aminosyrerne Glu307–Leu318 begrænsede VP2 til cytoplasmaet. Den biokemiske »additive« tilgang anvendte NIH 3T6-celler: et syntetisk peptid svarende til den pågældende sekvens blev krydsbundet til bovint serumalbumin og immunoglobulin G, mærket med fluorescens og mikroinjektet ind i cytoplasmaet i 3T6-celler, hvor begge konjugater akkumuleredes i kernen, mens de ukonjugerede bærerproteiner ikke gjorde det. 3T6-cellernes egnethed til cytoplasmatisk mikroinjektion var således afgørende for fastlæggelsen af NLS.

DNA-reparation og vækstfaktorsignalering

3T6-Swiss-albino-celler er blevet anvendt i vid udstrækning til at undersøge reparationen af DNA-strengbrud forårsaget af ioniserende stråling og vækstfaktorernes rolle i reguleringen af denne proces. Bildin, Seregina og Zhestyanikov undersøgte kinetikken for reparation af enkeltstrengsbrud (SSB) og dobbeltstrengsbrud (DSB) i Swiss 3T6-celler, der var blevet udsat for ioniserende stråling i doser på 5–10 Gy [6]. De anvendte neutral og alkalisk eluering sammen med alkalisk saccharosegradientcentrifugering til at kvantificere strengbrud. Deres resultater viste, at fravær af serum kraftigt reducerede reparationshastighederne, mens re-stimulering med epidermal vækstfaktor (EGF) og insulin delvist genoprettede dem, hvilket etablerede en direkte sammenhæng mellem mitogen signalering og evnen til at reparere DNA-skader.

En efterfølgende undersøgelse af Bil'din, Seregina og Zhestianikov udvidede dette arbejde ved at karakterisere de specifikke DNA-polymeraser, der er involveret i strålingsinduceret SSB-reparation i prolifererende, hvilende og mitogenstimulerede Swiss 3T6-celler [7]. Ved hjælp af aphidicolin, en specifik hæmmer af DNA-polymeraser alfa og delta, og 2',3'-dideoxythymidin-5'-triphosphat til at hæmme DNA-polymerase beta, fandt de, at SSB-reparation var mere følsom over for aphidicolin uanset proliferativ tilstand. Aphidicolin hæmmede DNA-genopretningen ca. tre gange mere effektivt i hvilende og mitogenstimulerede celler end i aktivt prolifererende celler, hvilket peger på et aphidicolinfølsomt polymerase — højst sandsynligt DNA-polymerase alfa — som det trin, der begrænser reparationen i hvilende celler.

Inden for nukleotidmetabolismen undersøgte Tatibana og kolleger tidlig mitogen stimulering af den metaboliske strøm gennem phosphoribosylpyrofosfat (PRPP) til nukleotider [8]. De arbejdede primært med Swiss 3T3-celler og viste, at EGF plus insulin forstærkede fluxen gennem PRPP omtrent to gange, og at tilførsel af eksternt magnesium var nødvendigt for responsen. Hvilende Swiss 3T6-celler blev undersøgt sammen med humane føtale fibroblaster og viste en sammenlignelig stimulering af nukleotidsyntesen ved eksponering for serum, hvilket placerede 3T6 direkte i den eksperimentelle serie og illustrerede, hvordan de novo-biosyntesen af purin og pyrimidin aktiveres som en tidlig reaktion på mitogen stimulering.

Regulering af cellecyklus og differentiering

En banebrydende undersøgelse af Kleuser og Adam sammenlignede direkte Swiss 3T3- og 3T6-celler for at undersøge sammenhængen mellem indholdet af ribosomalt RNA, cellestørrelse og indtræden i cellecyklussen [9]. Deres fund afslørede en grundlæggende biologisk forskel mellem de to cellelinjer: 3T3-celler krævede et tærskelniveau for cellulært rRNA-indhold, før de genindtrådte i cellecyklussen, mens 3T6-celler indledte DNA-replikation uden en væsentlig stigning i rRNA. Denne forskel blev fortolket som bevis for, at 3T6-transformationen involverede en afkobling fra det størrelsescheckpoint, der normalt styrer indtræden i cellecyklussen, hvilket gav mekanistisk indsigt i denne cellelinjes transformerede fænotype.

Thayer og kolleger påviste, at transfektion af det myogene determineringsgen MyoD1 aktiverer ekspressionen af det endogene MyoD1-gen, hvilket indikerer positiv autoregulering [10]. Det primære eksperimentelle system var 10T1/2-linjen, men effekten på det endogene MyoD1-mRNA blev reproduceret i Swiss 3T6-celler — bemærkelsesværdigt nok den eneste yderligere linje blandt flere testede fibroblast- og adipoblastlinjer, hvor dette blev observeret. Denne specificitet gør 3T6 til en informativ, permissiv baggrund for studier af myogen konvertering. Det samme arbejde viste, at MyoD1 og myogenin deltager i en positiv autoregulerende sløjfe, et mekanistisk bidrag til forståelsen af myogen differentiering, der blev offentliggjort i *Cell*.

Chin og Liem anvendte Swiss 3T6-celler, parallelt med mus-L tk−-celler, som en stabil transfektionsvært til at undersøge ekspressionen af rotte-neurofilamentproteinerne NF-L og NF-M i en ikke-neuronal cellulær kontekst [11]. Neurofilament-cDNA’erne blev drevet af SV40- og Rous-sarkomvirus-promotorer, mens en tidlig SV40-promotor drev den neomycin-selekterbare markør. Der blev isoleret G418-resistente kloner med både NF-L- og NF-M-konstruktionerne, men kun kloner, der udtrykte immunofluorescensdetekterbart NF-M, kunne etableres; immunoelektronmikroskopi viste, at NF-M kolokaliserede med vimentin på de samme mellemfilamenter. I et separat studie anvendte Gonzalez og kolleger Swiss 3T6-musfibroblaster til at karakterisere to forskellige ATP-receptormedierede signalveje, der styrer calciumudstrømning og permeabilisering af plasmamembranen, og påviste selektiv desensibilisering mellem signalvejene, hvilket er i overensstemmelse med eksistensen af flere purinoceptorer i disse celler [12].

Interaktioner mellem vært og patogen

3T6-Swiss-albino-celler har vist sig at være en produktiv in vitro-model til undersøgelse af intracellulære bakterielle patogener, især Spiroplasma eriocheiris. Hou og kolleger påviste, at S. eriocheiris kunne invadere 3T6-celler, danne inklusionslegemer og fremkalde vakuolisering, hvilket blev visualiseret ved hjælp af immunfluorescens og transmissionselektronmikroskopi [13]. Flowcytometri og MTT-assays bekræftede, at infektionen inducerede apoptose og signifikant reducerede cellernes levedygtighed. Infektiøse bakterier kunne påvises allerede en time efter infektion og steg kraftigt efter 12 timer. Parret mRNA- og mikroRNA-ekspressionsprofilering af inficerede 3T6-celler identificerede 619 differentielt udtrykte transkripter og 22 differentielt udtrykte miRNA'er efter seks timer, som konvergerede mod de fokale adhæsions- og MAPK-signalveje.

De molekylære mekanismer bag denne interaktion er blevet yderligere undersøgt i den samme cellulære model. Hou og kolleger identificerede et adhesin-lignende protein (ALP) på S. eriocheiris’ ydre membran og viste, at det er nødvendigt for infektion af 3T6-Swiss-albino-celler [14]. Gær-to-hybrid-screening, far-western-blotting og kolokaliseringseksperimenter fastslog, at ALP binder sig til EGF-domænet i museproteinet fibulin-7, og at rekombinant ALP hæmmer aktiviteten i EGFR-signalvejen i 3T6-celler gennem konkurrence med EGF — et slående eksempel på et bakterielt overfladeprotein, der udnytter en værtsvækstfaktorakse. I en supplerende undersøgelse karakteriserede Zhu og kolleger et lysophospholipase fra S. eriocheiris, idet de bemærkede organismens evne til at invadere og overleve i museceller af typen 3T6, og de påviste ved hjælp af antistofneutralisering, at enzymet bidrager til virulensen i den tidlige infektionsfase [15]. Tilsammen etablerer disse undersøgelser 3T6-Swiss-albino-celler som en reproducerbar pattedyrmodel til forskning i Spiroplasma-infektion.

Evaluering af biomaterialer og anvendelser inden for biosensorer

Den robuste vækst og de fibroblastiske egenskaber hos 3T6-Swiss-albino-celler har gjort dem til en nyttig model til evaluering af biokompatibiliteten af nye biomaterialer. Rathinavel og kolleger vurderede elektrospundne komposit-nanoscaffolds bestående af mesoporøst silica (SBA-15), polycaprolacton og curcumin til anvendelse inden for sårheling [16]. Cellemigration, proliferation og biokompatibilitet blev vurderet i Swiss 3T6-celler ved hjælp af celleadhæsions- og levende/døde-assays, som supplerede antibakterielle test og en in vivo-sårmodel hos rotter. Undersøgelsen fremhævede den praktiske nytteværdi af 3T6-Swiss-albino-celler som en screeningsplatform for kandidatmaterialer til sårheling.

Ud over materialetestning er 3T6-Swiss-albino-celler blevet anvendt i cellebaseret biosensorforskning. Nicolini og kolleger anvendte en siliciumbaseret potentiometrisk vekselstrømsbiosensor (PAB) — en lysadresserbar, pH-følsom transducerkonfiguration — til at overvåge ekstracellulære forsuringstakter i realtid som et mål for lægemiddeltoksicitet [17]. Sideløbende med primære rottehepatocytter og HepG2-hepatomceller behandlet med mitoxantron registrerede forfatterne ændringer i forsuringstakten for 3T6-musfibroblaster efter behandling med DNA-antimetabolitten cytarabin (Ara-C) og sammenlignede sensoraflæsningerne med konventionel optisk mikroskopi, Neutral Red- og Trypan Blue-analyser. Cellelinjen var velegnet til disse eksperimenter på grund af dens forudsigelige metaboliske aktivitet og den lette dyrkning på sensorsubstrater. Samlet set viser disse anvendelser, at 3T6-Swiss-albino-celler indtager en nyttig niche inden for translationel forskning, der slår bro mellem cellebiologi og materialevidenskab.

Konklusion

3T6-Swiss-albino-celler (CVCL_0601) udgør en bemærkelsesværdig alsidig og historisk betydningsfuld musefibroblastcellelinje. Linjen blev oprindeligt etableret fra schweiziske musembryoner af Todaro og Green i 1963 ved et tre-dages overførselsregime med 6 × 10⁵ celler pr. plade og har siden været genstand for en omfattende litteratur, der spænder over virologi, DNA-reparation, cellecyklusbiologi, myogen differentiering, receptorsignalering, vært-patogen-interaktioner og evaluering af biomaterialer. Dens hurtige fordoblingstid, modtagelighed for produktiv virusinfektion og reaktionsdygtighed over for vækstfaktorer og mitogener gør den til et håndterbart og eksperimentelt fleksibelt modelsystem. Uanset om målet er at studere polyomavirus-transkription, undersøge strålingsinduceret reparation af DNA-strengbrud reguleret af EGF, evaluere biokompatibiliteten af nye sårhelingsskeletter eller vurdere intracellulær bakteriel patogenese, tilbyder 3T6-Swiss albino-celler en velvalideret og reproducerbar eksperimentel platform. Forskere, der ønsker at inddrage denne cellelinje i deres forskningsprogrammer, kan læse de fulde produktspecifikationer eller bestille 3T6-Swiss albino-celler direkte på cytion.com.

Vigtige publikationer

1. Todaro GJ, Green H (1963) Kvantitative undersøgelser af væksten af musembryoceller i kultur og deres udvikling til etablerede cellelinjer. The Journal of Cell Biology. PMID: 13985244
2. Lung O, Candlish R, Nebroski M, et al. (2021) Højgennemløbssekventering til artsautentificering og påvisning af kontaminering i 63 cellelinjer. Scientific Reports. PMID: 34737324
3. Hyde-DeRuyscher R, Carmichael GG (1988) Polyomavirusets skifte mellem tidlige og sene gener reguleres ikke på niveauet for transkriptionsinitiering og er forbundet med ændringer i RNA-bearbejdningen. Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America. PMID: 2848251
4. Rhee E, Carmichael GG (1989) Translationseffektivitet for sene mRNA-molekyler fra polyomavirus, der adskiller sig i sekvenserne af deres 5'-ikke-kodende sene leader-eksoner. Journal of Virology. PMID: 2535746
5. Chang D, Haynes JI 2nd, Brady JN, Consigli RA (1992) Identifikation af en nuklear lokaliseringssekvens i polyomavirus-kapsidproteinet VP2. Virology. PMID: 1333132
6. Bildin VN, Seregina TB, Zhestyanikov VD (1990) Effekt af epidermal vækstfaktor (EGF) og insulin på kinetikken i reparationen af strålingsinducerede DNA-læsioner. Acta Biologica Hungarica. PMID: 2094129
7. Bil'din VN, Seregina TB, Zhestianikov VD (1992) Reguleringen af DNA-reparationsprocessen i pattedyrceller. IV. DNA-polymerasernes rolle i epidermal vækstfaktors regulering af reparationen af enkeltstrengede DNA-brud induceret af ioniserende stråling i Swiss 3T6-museceller. Tsitologiia (på russisk; engelsk abstrakt). PMID: 1295156
8. Tatibana M, Ishijima S, Kita K, et al. (1989) Tidlig mitogen stimulering af den metaboliske strøm af phosphoribosylpyrophosphat til nukleotider i Swiss 3T3-celler og behovet for eksternt magnesium for responsen. Advances in Enzyme Regulation. PMID: 2483026
9. Kleuser B, Adam G (1985) Sammenhæng mellem cellulært rRNA-indhold og regulering af cellecyklussen i normale og transformerede musecellelinjer. Cell Biology International Reports. PMID: 3905022
10. Thayer MJ, Tapscott SJ, Davis RL, Wright WE, Lassar AB, Weintraub H (1989) Positiv autoregulering af det myogene bestemmelsesgen MyoD1. Cell. PMID: 2546677
11. Chin SS, Liem RK (1989) Ekspression af rotte-neurofilamentproteinerne NF-L og NF-M i transfekterede ikke-neuronale celler. European Journal of Cell Biology. PMID: 2516804
12. Gonzalez FA, Bonapace E, Belzer I, Friedberg I, Heppel LA (1989) Der kan skelnes mellem to forskellige receptorer for ATP i Swiss 3T6-musfibroblaster ud fra deres desensibilisering. Biochemical and Biophysical Research Communications. PMID: 2818584
13. Hou L, Gu W, Zhu H, et al. (2017) Spiroplasma eriocheiris inducerer apoptose i 3T6-Swiss-albino-museceller, hvilket er forbundet med infektionsmekanismen. Molecular Immunology. PMID: 28889064
14. Hou L, Liu Y, Gao Q, et al. (2017) Spiroplasma eriocheiris-adhesinlignende protein (ALP) interagerer med proteiner i epidermal vækstfaktordomænet (EGF) for at fremme infektionen. Frontiers in Cellular and Infection Microbiology. PMID: 28184355
15. Zhu H, Liu P, Du J, et al. (2017) Identifikation af et lysophospholipase-protein fra Spiroplasma eriocheiris og verifikation af dets funktion. Microbiology (Reading). PMID: 27926815
16. Rathinavel S, Korrapati PS, Kalaiselvi P, Dharmalingam S (2021) Mesoporøs silica inkorporeret i PCL/kurkumin-nanofibre til anvendelse i sårheling. European Journal of Pharmaceutical Sciences. PMID: 34571179
17. Nicolini C, Lanzi M, Accossato P, et al. (1995) En siliciumbaseret biosensor til realtids-toksicitetstest i normale leverceller sammenlignet med kræftleverceller. Biosensors and Bioelectronics. PMID: 7576440